Som jeg tidligere har nævnt, så boede jeg sammen med mine forældre i en toværelses lejlighed på Frederiksberg. Så vidt jeg husker, var der ingen af mine legekammerater, der gik i børnehave - til gengæld legede vi sammen nede i gården eller hjemme hos hinanden.
Men jeg legede også alene, og min mor aktiverede mig aldrig. Hun gik hjemme og passede sit, mens jeg underholdt mig selv. Som helt lille havde jeg min egen del af soveværelset, som var adskilt fra mine forældres del med en lav reol og et forhæng. Det fungerede fint, og i den strimmel værelse havde jeg min seng og mit skrivebord.
Det var her i mit "lille hjørne", jeg begyndte at tegne og male, og da jeg lærte at læse, slæbte jeg bøger hjem fra biblioteket. Jeg kunne bruge timer med at bygge hule under spisebordet, lege café med tomme yoghurtbægre ved køkkenbordet, bygge korthuse eller lege med Lego - lægge puslespil eller spille pindespil og lægge kabale. Der var masser af muligheder - og der var også mulighed for IKKE at lave noget, for det er også godt af og til.
Jeg synes selv, at jeg havde den skønneste barndom - måske fordi jeg fik lov til at udvikle mig i mit eget tempo. Og jeg tror, at krisen på mange punkter har været en god ting for mange børn og deres forældre, fordi de har haft mulighed for at være sammen og hver for sig på en - for dem - helt ny måde.
