lørdag den 21. marts 2020

Hyggelig påske

Da jeg stod og pakkede pakker med påskeservietter, blev jeg fluks bragt tilbage til min barndoms påsker, som altid var noget så hyggelige.

Vi boede i en toværelses på Frederiksberg - mig og mine forældre. Vi havde ikke meget plads, men det var aldrig noget problem - og jeg havde den skønneste barndom i lejligheden på fjerde sal med udsigt til Lindevangsskolen.

Påskemorgen listede jeg op og ud i køkkenet for at sætte vand over til te og tænde gasovnen, så jeg kunne varme de indkøbte "Gunnar Nu" gifler (det hed de!). Når jeg havde sat vand over til æg og skåret rugbrød på den gammeldags brødmaskine, dækkede jeg bordet fint med påskedug, påskeservietter og små kulørte kyllinger, og når alt var klart, vækkede jeg mine forældre.

Så sad vi længe over morgenmaden iført badekåber og snakkede om alt og ingenting, før min mor og jeg åbnede de papæg, der var indkøbt til lejligheden - fyldt med lækre chokolader og likøræg. Det var luksus i en tid, hvor man ikke fik den slags så tit.

Jeg holder stadig af traditionen med at pynte påskebordet med blomstrende forårsgrene, påskedug og påskeservietter - og så må jeg se, om der vanker et ganske lille marcipanæg, selv om vi gør vores bedste for at spise sundt... ;-)

8 kommentarer:

Annette's space sagde ...

Påskeæg er da æg !!! Det kan da ikke være usundt ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Annette's space: Netop. Og marcipan er lavet af mandler. Det er en win win... ;-)

Ellen sagde ...

Hvis man lever sundt 90 % af tiden, så skal der altså være plads til at skeje lidt ud i de sidste 10 % :-)
Vi malede påskeæg - det var sjovt, syntes jeg dengang. Jeg ville føre traditionen videre til Charlotte, men det syntes hun da var noget underligt noget, så den tradition døde der.

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Helt enig, 90% må være godt! ;-)

Jeg kan huske et enkelt år, hvor jeg malede påskeæg, men ellers var det vist ikke tradition hos os. Kyllingerne var. Jeg havde en velsignelse af kyllinger i en æske, der kom frem til påske. Og en enkelt vædder ;-)

Madame sagde ...

Sikke nogle dejlige minder, Mia - jeg kan se det for mig. Du beskriver det så levende. Jeg husker vores jul i detaljer, men jeg tror ikke, der blev gjort noget ud af påsken.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Julen var helt klart nummer ét, men påsken var nummer to hos os. Hele fem dage med hygge og familiebesøg... det kunne dårligt være bedre... ;-)

Nana sagde ...

En dejlig fortælling fra din barndom, Mia!
Jeg elsker påske! - Langt højere end jul, faktisk :-) - Og jeg har allerede påskepyntet herhjemme. Vi har netop fået fældet nogle birketræer, så hele huset er fuldt af birkegrene med diverse påskedims :-)
Kh Nana

Mia Folkmann sagde ...

Nana: Da jeg var barn, holdt jeg også rigtig meget af påske... det var hele fem hyggedage, hvor min far var hjemme fra arbejde, og dagene var mere afslappede end juledagene.

Da jeg blev voksen, gik påskedagene i høj grad over til at blive de dage, hvor vi malede et værelse eller ordnede køkkenet. Sådan praktiske ting, som der ellers aldrig var tid til.

Men de senere år har jeg genfundet de hyggelige dage fra barndommen - med god tid og påskepynt. Jeg har netop i dag hentet grene med blomstrende tjørn i haven, og de er yndige!