En del af de bøger, jeg har læst, har jeg hørt fra toppen af en stige med en malerpensel i hånden. På den måde kommer bøgerne til at knytte sig til de rum, jeg har malet:
Det er ikke nemt at male lofter, når man har tårer strømmende ned over kinderne. Somme tider lattertårer, somme tider glædestårer - for det er sådan en dejlig bog.
Den handler - logisk nok - om Harold Fry, der er gået på pension efter 45 år på den samme arbejdsplads, hvor han passede sit job i al ubemærkethed. Hans ægteskab er gået helt i stå; han bor under samme tag med den kvinde, han engang giftede sig med, men de bemærker knapt hinanden og udveksler blot høfligheder.
En dag får han et brev, der giver anledning til en meget usædvanlig opførsel. For brevet får Harold til helt spontant og ganske uforberedt at påbegynde en lang rejse fra den ene ende af England til den anden.
Og selv om sådan en vandring virker ubegribelig og ganske uoverkommelig for en mand som Harold - så kommer man frem, "når man blot sætter den ene fod foran den anden"...
PS. Bogen findes også i dansk version har jeg set...
