Bogen om Skotland

Nu har jeg endelig modtaget min bog om Skotland fra tryk - og det er altså en vidunderlig oplevelse at se det færdige produkt.

Samtidig er det for mig et gensyn med alle de skønne steder, vi rejste rundt til i efteråret 2016, for næsten alle bogens billeder blev taget dengang.

Skotland får man aldrig nok af, synes jeg. Jeg elsker naturen deroppe; jeg elsker bjergene og de dejlige byer som Perth og Stirling og Edinburgh (og alle de andre...). Jeg elsker de dejlige mennesker, som skotterne er - fulde af humor og lune.

Jeg tror og håber, at bogen afspejler min kærlighed til landet. Jeg har været der mange gange efterhånden - og jeg skal helt sikkert dertil igen så snart som muligt, for jeg har mange flere bogplaner, der også inkluderer denne del af Storbritannien.

Hvis du skulle have lyst til at købe min bog, så kan den købes i min netbutik eller gennem boghandlere landet over.

Specielle steder

 

Vi har oplevet mange sjove og dejlige ting, når vi har boet på bed and breakfast rundt omkring i Storbritannien. Vi har også boet steder, som jeg hverken vil skrive om eller anbefale, for selvfølgelig findes den slags også, men de opvejes så rigeligt af de gode steder.

I Sussex boede vi et hyggeligt sted, hvor vi blev vækket en times tid før morgenmaden, og da vi lidt søvndrukne åbnede vores dør, blev der - uden et ord - rakt en bakke med to dampende varme krus te frem, så vi havde lidt at vågne på. Det må være en menneskelig udgave af den temaskine, jeg fortalte om i forgårs.

I Yorkshire blev vi modtaget med eftermiddagskaffe og hjemmebag, som var lavet specielt til ære for os.

På Isle of Skye boede vi i et gammelt hus, hvor vi i øvrigt mødte australske veteraner fra anden verdenskrig. Hele aftenen snakkede vi med disse dejlige mennesker, og da jeg kom op på værelset, var der puttet en lun varmedunk ind under min dyne. Mit håndvaskede tøj, der havde hængt til tørre i badeværelset, var til gengæld forsvundet, men næste morgen dukkede det op igen - nystrøget og pænt lagt sammen...

Det er netop den slags søde og pudsige påfund, der gør, at jeg til enhver tid hellere vil bo på B&B's end på hoteller.

Et bjerg i tasken

Når man bestiger ét af de skotske bjerge over 915 meter, der også kaldes Munros, siger man, at man "bagger" en Munro. Og så tager man ét ad gangen, indtil man kan prale af at have "gjort" dem alle. Der er vist næsten 300 af dem, hvoraf Ben Nevis er det højeste.

Det er lidt det samme som at komme Himmelbjerget i tasken, men ikke helt... ;-)

Jeg har aldrig besteget nogle af de skotske bjerge, men jeg har skam været helt oppe på toppen af Old Man Coniston i Lake District. Vi boede nemlig lige ved siden af, og fra vores lejede hus havde vi udsigt til den 800 m høje top.

Og en dag begyndte vi at gå opad. Vi fulgte den stenede sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt, og selv om det egentlig ikke var hensigten, så blev vi ved med at gå op. Der var det dér med "arj, vi går liiige op til den næste sten...".

Og pludselig var vi der. Helt deroppe hvor alt er tyst og stille, hvor ørne svæver, og hvor der er udsigt over alverden... sådan føles det i hvert fald. Det var et flot syn. Og jeg var lidt stolt.

Men om jeg nogensinde kommer op på alle de skotske Munros og bliver en ægte Munroist - det tvivler jeg nu på...

Foto: Anne Robert

Det var ferietider...

Der var engang, hvor omstændighederne og økonomien gjorde, at vi kunne holde ferier adskillige gange hvert år. Vi tog næsten altid til England (Storbritannien), og sommetider var vi afsted hele 3 uger ad gangen. Det var tider!

Nogle gange lejede vi hus derovre, og vi boede de mest morsomme steder. Af en eller anden grund var husene i Skotland altid lidt for morsomme - sådan at forstå, at der næsten altid var noget i vejen med dem. Det skyldtes helt sikkert tilfældigheder og har ikke noget med skotske huse som sådan at gøre, vil jeg skynde mig at sige. Til gengæld var udlejningsbureauet altid meget forstående, og vi fik uden besvær vores penge igen.

Så alle vores ferier i Skotland endte med at blive kør-selv-ferie på hotel og bed and breakfast, og de var derfor altid totalt uforberedte og fyldt med tilfældigheder. Men sjovt var det at køre rundt på må og få - ud i det blå uden at vide, hvad dagen førte til, og hvor vejen førte os hen.

Dette her hus var ét af dem, vi lejede. Det lå helt ned til vandet, og vi tilbragte to-tre velsignede og meget fredfyldte dage med at lave absolut ingenting, gå ture på stranden og bygge sandborge. Men så røg oliefyret, og hele huset blev indhyllet i oliestank - og vi overlod det til ejeren og reparatøren og tog på farten i stedet for.

Det endte selvfølgelig med at blive endnu én af vores dejligste ferier... :-)