Om mod og store hunde...

I øjeblikket sidder jeg og skriver artikler til mit blad - blandt andet om Devon i det sydvestlige England. Og derfor kom jeg i tanker om en elegant Bed and Breakfast, vi engang boede på.

Vi ankom til huset om aftenen og ringede på klokken, og straks lød et tordnende, rungende VOOOV inde bag døren. Det kom oppefra, og jeg så ængsteligt på min rare mand, fordi jeg forestillede mig en giganthund, der ville vælte mig, når døren blev åbnet.

Men nej. Døren blev åbnet, og der var ingen hund. I stedet var der en sød, ældre dame, der tog imod os. Jeg spurgte forsigtigt til hunden, og hun lo. "Åh, den lille hare? Den har gemt sig inde på kontoret".

Senere opdagede jeg, at "den lille hare" var en kæmpestor Grand Danois, og at der ikke var én, men tre. De lå krøllet sammen i hver sin lænestol, og da jeg kom ind på kontoret for at hilse på husherren, så de meget bekymrede ud. Jeg fik allernådigst lov til at klappe dem, og det varede en rum tid, før de vovede sig frem, så vi kunne hilse ordentligt.

Det engelske ordsprog "their bark is worse than their bite" passede altså ret godt her...

Gammeldags camping

Det er blevet meget populært at campere på gammeldags facon i England, og campingvogne fra 50'erne har fået en renæssance. De bliver sat i stand og malet og indrettet noget så hyggeligt, så man kunne såmænd godt blive smittet af "dillen".

Vi var på en udstilling med biler og altså også campingvogne, da vi var i England - og denne her - en Safari Minor fra 1948 - var med. Hvad skal man med alle de smarte, moderne udgaver, når man har det hele her: Magelige møbler, skygge, underholdning og opvaskemaskine (= spanden i nederste venstre hjørne).

Specielle steder

 

Vi har oplevet mange sjove og dejlige ting, når vi har boet på bed and breakfast rundt omkring i Storbritannien. Vi har også boet steder, som jeg hverken vil skrive om eller anbefale, for selvfølgelig findes den slags også, men de opvejes så rigeligt af de gode steder.

I Sussex boede vi et hyggeligt sted, hvor vi blev vækket en times tid før morgenmaden, og da vi lidt søvndrukne åbnede vores dør, blev der - uden et ord - rakt en bakke med to dampende varme krus te frem, så vi havde lidt at vågne på. Det må være en menneskelig udgave af den temaskine, jeg fortalte om i forgårs.

I Yorkshire blev vi modtaget med eftermiddagskaffe og hjemmebag, som var lavet specielt til ære for os.

På Isle of Skye boede vi i et gammelt hus, hvor vi i øvrigt mødte australske veteraner fra anden verdenskrig. Hele aftenen snakkede vi med disse dejlige mennesker, og da jeg kom op på værelset, var der puttet en lun varmedunk ind under min dyne. Mit håndvaskede tøj, der havde hængt til tørre i badeværelset, var til gengæld forsvundet, men næste morgen dukkede det op igen - nystrøget og pænt lagt sammen...

Det er netop den slags søde og pudsige påfund, der gør, at jeg til enhver tid hellere vil bo på B&B's end på hoteller.

Morris Dancers

I går fortalte jeg om vores ferie i en lille landsby i Sydengland. Komplet med lokal byfest. Til den slags hører gerne de såkaldte Morris Dancers; en gruppe dansende mænd (eller kvinder) med viftende tørklæder, stokke og klokker på strømpebenene. Hattene er ofte pyntet med blomster, og netop dét er pointen – for de dansende byder foråret velkommen. Det er en århundredgammel tradition, der er blevet genoplivet i nyere tid.

Udover dansen var byfesten med karruseller, dukketeater, eftermiddagste og hjemmebagt kage i opstillede telte og alt det, der ellers hører sig til. Det var - og er - en fornøjelse at møde englænderne på denne meget afslappede måde, og der er tit mulighed for det, for mange småbyer byder foråret velkommen med sådan en udendørs festlighed.

Foto: James UK

Det var ferietider...

Der var engang, hvor omstændighederne og økonomien gjorde, at vi kunne holde ferier adskillige gange hvert år. Vi tog næsten altid til England (Storbritannien), og sommetider var vi afsted hele 3 uger ad gangen. Det var tider!

Nogle gange lejede vi hus derovre, og vi boede de mest morsomme steder. Af en eller anden grund var husene i Skotland altid lidt for morsomme - sådan at forstå, at der næsten altid var noget i vejen med dem. Det skyldtes helt sikkert tilfældigheder og har ikke noget med skotske huse som sådan at gøre, vil jeg skynde mig at sige. Til gengæld var udlejningsbureauet altid meget forstående, og vi fik uden besvær vores penge igen.

Så alle vores ferier i Skotland endte med at blive kør-selv-ferie på hotel og bed and breakfast, og de var derfor altid totalt uforberedte og fyldt med tilfældigheder. Men sjovt var det at køre rundt på må og få - ud i det blå uden at vide, hvad dagen førte til, og hvor vejen førte os hen.

Dette her hus var ét af dem, vi lejede. Det lå helt ned til vandet, og vi tilbragte to-tre velsignede og meget fredfyldte dage med at lave absolut ingenting, gå ture på stranden og bygge sandborge. Men så røg oliefyret, og hele huset blev indhyllet i oliestank - og vi overlod det til ejeren og reparatøren og tog på farten i stedet for.

Det endte selvfølgelig med at blive endnu én af vores dejligste ferier... :-)

Vores allerførste ferie

Vores allerførste "rigtige" tur til England bestod faktisk af to. Der var nemlig så mange herlige steder at vælge imellem, at vi slet ikke kunne bestemme os og endte med at bestille en uge i Dorset og en uge i Shropshire. Vores rejser dengang havde et behersket budget, for vi var unge og havde ikke så meget at rutte med. Men sparsomme midler er ingen hindring, hvis man kan rejse uden for højsæsonen, og den første uge blev tilbragt på et gammelt manorhouse fra 1887, hvor hele den øverste etage var indrettet til ferielejlighed.

Lejligheden var lettere slidt, men vældig hyggelig, og det allerbedste var efter min mening alle de svaler, der havde reder under taget. Fra vinduerne kunne man se helt ind i deres reder, og jeg tilbragte timer med at stå med næsen mod ruden og betragte de utrættelige forældre, der kom med mad til de skrigende unger.

Hvorfor jeg fortæller det nu? Joohhh, jeg kom til at tænke på det, fordi jeg tager til England i morgen. Vi lader den herboende familie passe hus og fugle - og så drager min rare mand og jeg afsted på en hårdt tiltrængt ferie... ;-)

I dag om tre uger...

I dag om tre uger skulle jeg meget gerne sidde lige her... - efter at have gået rundt hele dagen på toppede brosten. Måske har jeg taget en tur i hestevogn. Og hvis det ikke regner, har jeg nok nydt en Golden på markedspladsen - eller måske kaffe og pandekager....  Åh ja, er der noget, de er gode til, så er det crepes...  ;-)

Hvad med en tur til Italien...?

En af mine veninder har et rejsebureau, hvor hun - blandt andet - sender danske ferierejsende ud til danske værtsfolk, der har bed and breakfast i udlandet.

Og selv om jeg jo absolut er mest til England, så kunne jeg bestemt også godt blive fristet af et ophold i Østrig eller Italien. Kunne man ikke godt sidde lige her med et glas kølig Chianti og lytte til biernes summen og cikadernes sang?

Ferie før og nu...

Måske skal man snart sidde her igen?

Jeg er begyndt at pønse på ferie - endda med min rare mand denne gang. Mere om det senere. Men ferieplanerne fik mig til at tænke på dengang, hvor det krævede lang tids forberedelse at tage afsted...

Da jeg var barn, lejede vi altid sommerhuse - enten i Jylland, hvis min lystfiskeronkel Jack skulle med, eller på Samsø, hvis han ikke skulle.

I god tid før ferien begyndte mine forældre at pakke de ting, vi skulle bruge. Jeg husker tydeligt de udførlige huskesedler, der lå fremme på bordet, og de store, gammeldags kufferter, der blev proppet til bristepunktet. Men mest af alt husker jeg den enorme vadsæk, der blev fyldt med vores sengetøj, for den slags hørte ikke med i et udlejningshus dengang.

Sækken var på højde med min høje far; altså næsten et par meter. Den var også ret omfangsrig, og den blev derfor særdeles tung, når den var fyldt. Det var nemlig ikke kun dyner, der kom heri, men også gummistøvler, tykke trøjer, ekstra tæpper og hvad ved jeg - og til sidst fik min far med stort møje og besvær bakset den solide hængelås igennem metalringene foroven.

Men det var ikke gjort med det. Med hiv og sving fik min far løftet sækken op på ryggen, så han kunne slæbe den ned af trapperne fra 4. sal. Vel nede blev sækken anbragt på cyklen (ALT blev transporteret på den stakkels cykel; vi havde sandelig ikke bil i vores familie) - og trukket hele vejen fra Frederiksberg til Vanløse, hvor den blev indleveret som godsforsendelse. Jeg gik som regel med og støttede, men det gjorde nok næppe den store forskel...

Bagefter var det de store kufferters tur, og de blev også transporteret til Vanløse på cykel, hvor også cyklerne blev indleveret, for de skulle selvfølgelig med på ferie. Jeg elskede Vanløse station, for det føltes næsten, som om ferien begyndte dér. Sådan tror jeg også min far havde det - og mon ikke også han trængte til ferie oven på den omgang?

Forhåbentlig kunne han abstrahere fra, at bagagen jo skulle hentes i den modsatte ende, OG at han skulle hele turen igennem igen i omvendt rækkefølge efter ferien... :-)

Lej et hus i England

Hvis nogen nu er begyndt at planlægge ferier, og hvis nogen nu kunne tænke sig at leje at dejligt hus i England – så er man altså leveringsdygtig…! Bare tænk på lyse sommermåneder med summende bier og kvidrende svaler og kun egern og får som naboer…

Du kan se nærmere på huset her: http://www.homeaway.co.uk/p1080537

Dejlig frugthave

Naboerne

Entre med kig ind i stuen

Udsigt fra stuevinduet

Indendørs bjælker

Udsigt fra første sal