I Sussex boede vi et hyggeligt sted, hvor vi blev vækket en times tid før morgenmaden, og da vi lidt søvndrukne åbnede vores dør, blev der - uden et ord - rakt en bakke med to dampende varme krus te frem, så vi havde lidt at vågne på. Det må være en menneskelig udgave af den temaskine, jeg fortalte om i forgårs.
I Yorkshire blev vi modtaget med eftermiddagskaffe og hjemmebag, som var lavet specielt til ære for os.
På Isle of Skye boede vi i et gammelt hus, hvor vi i øvrigt mødte australske veteraner fra anden verdenskrig. Hele aftenen snakkede vi med disse dejlige mennesker, og da jeg kom op på værelset, var der puttet en lun varmedunk ind under min dyne. Mit håndvaskede tøj, der havde hængt til tørre i badeværelset, var til gengæld forsvundet, men næste morgen dukkede det op igen - nystrøget og pænt lagt sammen...
Det er netop den slags søde og pudsige påfund, der gør, at jeg til enhver tid hellere vil bo på B&B's end på hoteller.