Vi ankom til huset om aftenen og ringede på klokken, og straks lød et tordnende, rungende VOOOV inde bag døren. Det kom oppefra, og jeg så ængsteligt på min rare mand, fordi jeg forestillede mig en giganthund, der ville vælte mig, når døren blev åbnet.
Men nej. Døren blev åbnet, og der var ingen hund. I stedet var der en sød, ældre dame, der tog imod os. Jeg spurgte forsigtigt til hunden, og hun lo. "Åh, den lille hare? Den har gemt sig inde på kontoret".
Senere opdagede jeg, at "den lille hare" var en kæmpestor Grand Danois, og at der ikke var én, men tre. De lå krøllet sammen i hver sin lænestol, og da jeg kom ind på kontoret for at hilse på husherren, så de meget bekymrede ud. Jeg fik allernådigst lov til at klappe dem, og det varede en rum tid, før de vovede sig frem, så vi kunne hilse ordentligt.
Det engelske ordsprog "their bark is worse than their bite" passede altså ret godt her...