De gamle butikker

Vi havde et livligt butiksliv i den boligblok, hvor jeg boede som barn. På hjørnet lå en lille købmand, der blev ejet af to ældre damer, og der duftede altid så skønt af den kaffe, der blev malet på kaffemøllen i vinduet. Jeg elsker stadig duften af friskmalet kaffe, der altid får mig til at tænke på butikken her.  

Ved siden af lå tobakshandleren, hvor man kunne låne telefonen. Dengang havde vi ikke selv telefon, men måtte enten bruge tobakshandlerens eller gå ned til en rød telefonboks på Peter Bangs Vej. Somme tider gjorde vi det sidste, for telefonrummet inde i butikken var særdeles lydt, og man kunne høre alt, hvad der blev sagt. Selv om den rare tobakshandler altid bevarede pokeransigtet og blot tog imod de ti øre, det kostede at ringe.

Det var også her, jeg fik mit allerførste Anders And blad. Min far købte det til mig, og det blev starten på min barndoms kærlighed til Andeby - og til kulørte hæfter i det hele taget. Den blev dog aldrig overgået af min kærlighed til bøgerne, men til de små pauser var hæfterne bedst. Når jeg var syg, kom hele kassen med tegneseriehæfter frem, og så lå jeg i sengen og læste dem ét efter ét.

Det var slet ikke så tosset at være syg dengang…

Min første Irma

Jeg sidder og arbejder lidt med nogle gamle ting og kom til at tænke på dengang, da det allerførste Irma kom til vores område. Det lå pænt langt væk fra os, så vi travede hele vejen ud ad Finsensvej og passede på ikke at købe mere end vi kunne slæbe tilbage. Men det var vildt fascinerende, at man sådan kunne gå og komme tingene i kurv – man følte sig næsten som en butikstyv, når man bare tog selv - og varerne var meget anderledes end vi var vant til. 

Dengang tænkte man ikke på, at alt det nye og smarte betød, at mange små købmænd måtte lukke ned inden længe…

Foto: Greg McMullen

En økologisk gårdbutik

I går var jeg ude med bestillinger fra netbutikken, og på vejen fra Farum opdagede jeg et skilt, jeg ikke havde lagt mærke til før...

Økologiske gårdbutikker står mit hjerte nært, men jeg anede ikke, at der lå sådan én ved Høvelte. Jeg kunne ikke dy mig og drejede af til venstre, selv om navigationen brægede "til højre, til højre". For jeg har forlængst lært, at den slags skal udforskes - man opdager gerne gode ting, når man tager svinkeærinder.

Også denne gang. Gårdbutikken hedder Stengården, og det var nærmest et lille supermarked med små indkøbsvogne og et stort udvalg af gode sager. Det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg kommer her....

Hvordan er det lykkedes mig ikke at få en eneste af de fritgående høns med på billedet....?

Bag facaden

"Min" by i England hedder som tidligere nævnt Great Malvern, og det er - trods navnet - ikke nogen synderlig stor by. Men den ligger smukt og naturskønt med bjerge og vid udsigt.

Da jeg kom der i begyndelsen - for mange år siden - syntes jeg ikke, at der var så forfærdelig meget at skrive hjem om, sådan rent butiksmæssigt, men jeg har ændret mening med tiden. For en dag, hvor vi ikke rigtigt gad køre langt, gik vi på turné i byen. Vi besøgte næsten alle butikkerne, gik ind i samtlige smøger og ned bagved på de små gader, og vi fandt ud af, at der er rigtig meget at komme efter.

Nogle butikker viste sig at være kæmpestore inde bag det lille butiksvindue, mens andre var både spændende og charmerende trods det lidt kedelige ydre, og der lå en masse små specialbutikker gemt inde i smøgerne. Også lækre restauranter og hyggelige cafeer lå og gemte sig godt og er sikkert mest kendt blandt de lokale.

Og det er netop det, jeg vil frem til: Mange gange skal man som turist og besøgende tænke som de lokale og gå på opdagelse lige præcis dér, hvor man er, i stedet for at farte rundt. Jeg tror, at man tit vil blive meget og glædeligt overrasket... :-)

Ih de er så flinke...

I går skulle jeg ud og se på en Ipod. Jeg tænkte på sådan en lille Nano - eller alternativt en Ipod touch, men jeg var meget i tvivl. Den lille virkede meget lille (som i: Kan man overhovedet se, hvad man laver...) og den store har en række funktioner, som jeg slet ikke har brug for det. Men det kunne jeg jo få kastet lidt lys over i en butik, tænkte jeg. Ha!

I den første butik gik jeg hen til ekspedienten og spurgte, om jeg kunne se på en Ipod. Han pegede på skabet, hvor de stod. Ja tak, men kunne jeg se nærmere på den?  Han nærmest rullede med øjnene og sukkede træt, mens han gik hen efter nøglen. Derefter fik jeg stukket den lille Nano ud. "Ja, den kan ikke tændes, for den er ikke opladt". Ja, så hjælper det sørme ikke meget...!

Kunne jeg se på Ipod touch? Ekspedienten trak på skuldrene og nikkede i retning af skabet. "Den er dér. Den ligger i en æske, og jeg kan ikke tage den ud af æsken".

Så er det bare, jeg spørger:

1. Hvorfor i alverden har man ikke bare en enkelt udpakket og opladt model, man kan vise frem.
2. Hvorfor i alverden skulle jeg så ikke bare købe den på nettet, hvor jeg slipper for suk og rullende øjne?
3. Hvad blev der af gamle dages service, hvor man med glæde demonstrerede varers funktionalitet?

I den anden butik af lignende type mødte jeg den samme reaktion: "De står dér i skabet. Nej, de kan ikke tages ud af æsken"... og på et andet spørgsmål om et tastatur: "Nej, jeg ved egentlig ikke, hvordan det virker. Nej, jeg tror ikke... etc.

Behøver jeg sige mere..?

Mere butik

I fortsættelse af mit indlæg i går vil jeg fortælle lidt om et stormagasin i England.

Det hedder Brays og ligger i "min" by, Great Malvern, og her har det ligget siden 1895. Forestil jer Skjerns Magasin fra Matador i lidt større udgave, så er det ikke ramt helt ved siden af...

Hver gang jeg kommer til England, skal jeg lige ind og handle lidt her. Det er sådan en fornøjelse! Alt er selvfølgelig som i gamle dage - også betjeningen - og der bliver aldrig sagt (tyggegummi-spisende) at "hviss-det-ik-er-på-hylden-har-vid'ik-smask..."!

Selve butikken er fin med så mange gamle detaljer, at jeg går næsten andægtigt rundt, og en tur i prøverummet gør mig salig. Og varerne er altså hverken støvede eller umoderne; især i herreafdelingen på 1 sal kan man finde de mest smarte ting.

Nu skal man selvfølgelig ikke bare handle for at være filantropisk, men hvis jeg ved, at jeg - eller min rare mand - godt kunne bruge et eller andet til garderoben, så kigger jeg lige her først.

Sandsynligheden for, at jeg finder, hvad jeg skal bruge, er stor.

Heldigvis! :-)

Butiksliv

I disse udsalgstider kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor svært det må være at være butik. Det er meget godt, at vi kan spare penge, når vi handler, men det kan de handlende ikke leve af. Det kan også være, at vi elsker at gå i butikker og kigge, men det kan de handlende heller ikke leve af.

Hvis vi kun handler, når der er udsalg, så lukker butikkerne. Hvis vi slet ikke handler, så lukker butikkerne også. I stedet får vi byer med banker, revisionskontorer og ejendomshandlere. Ikke at der er noget i vejen med dem, men særlige festlige at se på er de da ikke...!

Personligt undgår jeg helst de store butikscentre, fordi jeg synes de er ens og frygteligt kedelige. Jeg foretrækker langt at tage på bytur og besøge små, hyggelige specialbutikker, der ved, hvad de har med at gøre og rent faktisk er i besiddelse af en vis kendskab til varen.

På den måde bliver indkøb en nydelse og ikke bare noget, der skal overstås. Jeg har også meget svært ved at se fornøjelsen ved at handle hermetisk indpakket ost, kød, grønt, kaffe, vin og hvad det nu ellers er i et supermarked. Jeg vil snuse, kigge, nyde, smage, snakke, og jeg elsker at gå fra butik til butik og købe lige præcis det, jeg holder allermest af. 

Om det er dyrere? Det behøver det slet ikke at være, men ellers er det da bedre at købe lidt, men godt.

Om det tager længere tid? Ja, heldigvis. For hvad er det egentlig, vi skal nå? Handler livet ikke om at dyrke de gode ting?

Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering. Men én ting er sikkert: Så længe vi kun støtter de store og ikke de små - støtter vi ensrettetheden og ikke individualismen.