Tid til at pusle...

Der bliver puslet meget i disse dage. For det første har jeg som altid juleferiens udvalgte puslespil i gang, og jeg har fundet ét, der rigtig fik mig til at længes efter England og de engelske Tea Rooms. Så det er egentlig meget heldigt, at jeg snart skal derover igen...

Og så er jeg i fuld gang med et lille nytårsprojekt til min dukkehusside - det er også noget være "pusselværk", og jeg skal vise jer resultatet om nogle dage...

Julestue i dukkehusstørrelse

Jeg er netop begyndt på projekt "julestue" på min dukkehusblog. Dag for dag (de fleste af dem) frem til jul kommer der små anvisninger på de elementer, der skal til for at skabe et julerum i min version.

Julekassen står fremme på min reol nu og er blevet en fast del af julepynten. For det er så hyggeligt at kigge ind og forestille sig, hvem der mon bor sådan... :-)

Hvis du selv kunne tænke dig at følge med i projektet, kan du se lige her...

Lidt mere dukkehus

Min nye dukkehus-side er så småt ved at blive en realitet. De første poster er postet, og da jeg har masser af ideer på lager, skal siden nok blive sjov med tiden.

Da jeg var på Bornholm, genoptog jeg de broderier, som jeg ikke har haft gang i de sidste ti år. Små miniature-nørklerier, som bliver til gulvtæpper, vægtæpper eller puder. Eller måske bare et lille broderet billede som dette her.

Men det bliver selvfølgelig ikke broderier det hele - siden kommer til at handle om alt muligt i dukkehus- og miniatureafdelingen. Der skal være lidt for enhver smag... :-)

Dukkehuset som hobby

I 1992 skrev jeg min første bog - Dukkehuset som Hobby - der handlede om miniature i forholdet 1:12. Senere fulgte bogen om Billedkasser, og jeg hyggede mig så meget med at frembringe både husene og alle de småbitte ting, der skulle bruges til disse bøger, at jeg lige siden har haft lyst til mere.

Nu går jeg så småt og pønser på en side, der skal i luften her til efteråret. Den kommer, meget nærliggende, til at hedde det samme som bogen, og her vil jeg komme med en masse ideer og forslag til miniature projekter. Der vil også være små ting til salg, og på bloggen vil jeg fortælle om alt muligt dukkehus-relateret.

I tankerne sidder jeg allerede ved langbordet i mit kommende køkken med klassisk musik i radioen og kaffe inden for rækkevidde, mens jeg nørkler og finder på. Virkeligheden er noget anderledes, for der er meget, der skal flyttes forinden, og der er da heldigvis også længe til efterår og vinter.

Men det er jo altid godt at have noget at se frem til...

En drøm af et dukkehus

En af min fars senere fremstillinger: En lille vægreol til køkkenrulle etc.

Min far skulle have været snedker, for han var utrolig dygtig med sine hænder – men han blev altså bankansat i stedet for. Snedkeriet blev til gengæld en kær hobby, og det nød jeg godt af som barn.

Et par gange om ugen forsvandt min far over på skolen, hvor han kunne få lov til at arbejde i sløjdlokalet uden sin nysgerrige datters indblanding. Og når det var jul eller fødselsdag, fik jeg de mest fantastiske ting forærende. Et dukkeskab med skydedøre, hylder og håndlavede bøjler. En lyseblå dukkeseng med tremmer og hjul. En reol og et skrivebord med linoleumsbelægning. Men det allerfineste - som jeg fortryder bittert, at jeg solgte som teenager - var et dukkehus.

Det var mere end et dukkehus. Det var en lyserød drøm af en moderne villa. En stor étplansvilla med tag, der kunne løftes af. Alle vinduer havde sprosser, og både de og terrassedøren kunne lukkes op. Der var en rigtig brevsprække med klap i hoveddøren; der var blanklakerede trægulve, der var et køkken, som ville have gjort enhver husmor grøn af misundelse. Der var stik placeret langs gulvpanelerne, så husets lamper kunne tilsluttes det batteri, der var gemt diskret af vejen.

Alt var så fint og så gennemtænkt. Og huset var selvfølgelig møbleret med blandt andet små kopier af Wegners armstole, som min mor havde syet smart betræk til. Der var køkkenskabe med rigtige glideskinner til lågerne og bittesmå indfældede håndtag, som en lille barnenegl lige kunne få fat i. Min far må have brugt alverdens tid på at gøre alting så fint, og jeg var fuldstændig betaget.

Det dukkehus var mit yndlingslegetøj i mange år, og senere – som voksen – gik jeg selv i gang med fremstillingen af miniaturestuer, -butikker og -møbler. Men det var til mine bøger, og det er en helt anden historie, som jeg skal fortælle mere om en anden gang...

Dronning Marys dukkehus

I går nævnte jeg kort dronning Marys dukkehus, og her kommer et udsnit fra en artikel, jeg skrev til ANGLOFILIA magasinet for et par år siden. Jeg fik tilladelse til at vise billeder fra dukkehuset i mit blad, men kun på betingelse af, at jeg ikke brugte dem andre steder - så jeg kan desværre ikke vise dem her. I stedet har jeg taget et udsnit fra æsken til puslespillet...

På Windsor Castle står det mest fantastiske dukkehus, der blev bygget til dronning Mary i 1920'erne. Det var den berømte arkitekt, Sir Edwin Lutyens, der tegnede huset, og det var hans hensigt, at huset skulle være helt unikt og altså ikke bare være en kopi af et eksisterende hus.

De følgende tre år blev der leveret et utal af centimeterstore bygningsdele, møbler og andre udsøgte genstande, der alle var fremstillet specielt til dukkehuset af de materialer, man brugte dengang. Selve huset er ca. toenhalv meter langt og halvanden meter bredt, der er over fyrre værelser fordelt på fire etager og udover de to trapper er der også to elevatorer, der stopper på alle etager.

De fem badeværelser har rindende vand og toiletter, der kan skylle. Der er elektrisk lys i huset, og der er en kælder, en garage og en have. Alle værelser har pejse, alle døre kan låses, og vinduerne er typiske engelske skydevinduer, der selvfølgelig alle kan åbnes. Dronning Marys dukkehus er så gennemtænkt og har så mange fine detaljer, at det er helt utroligt.

Størstedelen af de tohundrede bøger i biblioteket stammer fra datidens forfattere, der enten skrev en historie specielt til formålet eller valgte et uddrag af noget eksisterende. Således bidrog sir Arthur Conan Doyle med en læderindbundet bog på 3,75 x 3,15 cm, hvori han i hånden skrev novellen ”How Watson Learned the Trick”, og Rudyard Kipling skrev og illustrerede en tilsvarende lille bog med adskillige digte. Biblioteket rummer udover bøger en fin samling af tegninger, akvareller og skitser.

Trappen i hall’en fører op til en endnu en hall på første sal. En af Lutyens nære venner, maleren William Nicholson, har udsmykket både væg og loft med et imponerende maleri af Adam og Eva, der udvises af Paradiset. Til højre - og dermed ovenover biblioteket - ligger kongens suite, der består af garderobe, soveværelse og badeværelse.

Børneværelset er et af dukkehusets større rum, og det var her børnene tilbragte dagen med leg og indlæring under opsyn af en ”nanny”. Man kan tydeligt se, at her har været liv og glade dage – der er legetøjstog og teater, dukker, tinsoldater og en hel masse andet, og så har papegøjen på pinden nok givet sit besyv med.

Køkkenet er som taget ud af ”Herskab og Tjenestefolk”, og man kan sagtens forestille sig en mrs. Bridges herske her. Det skinnende blanke kobbertøj er belagt med tin indvendigt, og på skænken står Doulton porcelæn, der kan stå for lidt af hvert. Gulvet i køkkenet er parket bestående af et toethalvttusinde træstykker, og foran komfuret er der lagt skifer, der nemt kan holdes rent. På køkkenbordet står vægten klar, og man kan lige ane kageformene, der blev fremstillet af guld, så de ikke skulle pudses!

Med over fyrre værelser er der nok at se på i dronning Marys dukkehus, og hvis man besøger Windsor Castle vest for London må man endelig ikke snyde sig selv for synet. Huset blev i øvrigt færdigt som planlagt dengang i 1924, og det var midtpunktet på Wembley Exhibition, hvor det bare det første år blev set af over halvanden million mennesker. 

Update juli 2013: Hvis du kan lide miniature, har du måske lyst til at kigge ind på min dukkehus-blog

Når brikkerne falder på plads...

Megans kommentar til mit allerførste indlæg i år ramte plet. ” Et nyt år er vel som et puslespil, der ikke er samlet endnu. Dér ligger alle brikkerne - og det er op til dig at sætte dem sammen! ”

Lige præcis sådan har jeg det lige nu. Jeg tænkte nærmere over det i går, hvor jeg stod og filosoferede sådan lidt for mig selv. Jeg har en stor del af brikkerne i mit liv, og de er helt, som de skal være. Nu er det så op til mig (og os) at sætte dem sammen, så de bliver et fint puslespil.

Efter de tanker blev det helt symbolsk, at årets første puslespil – uden billede at se efter – blev samlet uden det store besvær. Og den efterfølgende gåde blev også løst uden det store besvær. Bare mine "personlige brikker" vil være lige så nemme at have med at gøre…

Nå, men indtil videre må jeg nøjes med at samle brikker af pap. Den nye udfordring hedder "Dronning Mary's dukkehus". Med 1500 brikker er det større end de puslespil, jeg plejer at kaste mig over, og der er et væld af detaljer - ligesom der er i virkeligheden i det helt fantastiske dukkehus, der står på Windsor Castle.

Det dukkehus kunne jeg jo skrive lidt om i morgen... ;-)

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet D – som i DUKKEHUS.

Vi har altid holdt af at lave projekter sammen, min rare mand og jeg. To af projekterne var vores bøger om Dukkehuset og Billedkasser – altså miniature i 1:12.

Huset og stuerne blev fremstillet af kraftigt karton, og indretningen af forskellige former for forhåndenværende materialer. Det var SÅ sjovt at finde på og afprøve forskellige teknikker, og vi nød det.

Alle tegninger og beskrivelser blev til sidst samlet i de to bøger, og de små rum og dukkehuset blev udstillet på biblioteker rundt omkring i Danmark – dengang i 1990’erne. Og trods den rundfart holder tingene endnu – det røde hus står og pynter på mit kontor.

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

Når skinnet bedrager

Min fortid i blandt andet danske retssale har gjort mig særdeles opmærksom på, at den gamle vending ”skinnet bedrager” er så sand, så sand. Yngre mænd med plyshår og tatoveringer er ikke pr. definition forbrydere, og omvendt er pæne mænd i jakkesæt ikke altid så ”pæne”.

Jeg deltog engang på et julemarked i Esbjerg, hvor jeg udstillede dukkehuse og miniature, som jeg og min rare mand havde frembragt i forbindelse med en bogudgivelse. Jeg sad alene og arbejdede med de små ting, da en rigtig rod med dystert blik og slidt læderjakke smed sig i stolen foran mig. Men det truende indtryk forsvandt lynhurtigt, da han begyndte med intens interesse at snakke om miniature. Han elskede den slags små ting, hævdede han, og han sad tit sammen med sin mor, der åbenbart havde det som hobby, og nørklede med samlesæt og Fimo.

Han blev siddende i mindst en halv time og hyggede sig sammen med mig, mens han spurgte og fik ideer og fortalte om sine egne erfaringer. Hvis jeg havde mødt ham på gaden, ville jeg måske have overvejet at gå over på det modsatte fortov, men i stedet fik jeg en positiv oplevelse og en god snak med en af ”lømlerne”.