Nattekørsel

Når det er sommer- og ferietid, har jeg ikke mod på de tyske motorveje og deres lange køer. Så foretrækker jeg at køre om natten, hvor man kan have vejene for sig selv. Den slags fik jeg smag for, mens jeg boede i Bruxelles, for vi kørte ikke sjældent hjem på weekendtur!

Der var flere, der havde efterladt familien i Danmark, mens de arbejdede for en kortere eller længere bemærkning i EU, og da de tog hjem stort set hver weekend, kunne man tit få kørelejlighed i deres lækre biler, der var som skabte til at køre langt. På den måde kostede turen ikke mere end et bidrag til benzinen - og ellers var det eneste krav, at man skulle bidrage til at holde føreren vågen med historier, vittigheder, sange og gåder.

Fredag eftermiddag efter arbejdstid forlod vi Bruxelles og landede i København ved fem-tiden lørdag morgen. Så listede jeg op i seng og sov til ti eller elleve, og derefter blev der hygget igennem resten af lørdagen og søndag indtil 18-tiden.

Så gik turen retur til Bruxelles, hvor vi landede - ikke synderlig friske - mandag morgen. Men det kunne lade sig gøre, og det var faktisk vældig hyggeligt, selv om det var hårdt.

Jeg sender en venlig tanke til min søde kollega Jan, der altid var god til at finde kørelejlighed til os og hyppigt kom med den faste vending: "Nå, Mia - skal vi tage en tur hjem og smage mors frikadeller"...

Foto: Jeff Wilcox

Når sikringen går...

Efter indlægget om posthuset forleden var der andre "sjove" minder, der dukkede op fra min tid i Belgien. Mistorstå mig ikke; jeg elskede mine to år i Bruxelles - men sommetider var hverdagen altså speciel:

En dag røg sikringen i min lejlighed, hvilket selvfølgelig resulterede i, at den ene halvdel af den étværelses blev mørkelagt. Men jeg fandt hurtigt ud af at pille sikringen ud, for det var nemt at se, hvilken én der var gået, og så var det jo bare om at sætte en ny i. Troede jeg...

Jeg spurgte venligt viceværten, om jeg kunne få en ny sikring, og han rystede bare på hovedet. Det var ikke hans bord. OK, så kunne man vel købe én et sted. Det kendte han slet ikke noget til...

Jeg gik på turné i samtlige elbutikker i området. Uden held. Alle rystede bare på hovedet, når jeg viste dem den lille sikring. Jeg spurgte mine kolleger, der aldrig havde været ude for problemet. Og imens gik dagene i min halvmørke lejlighed.

Da jeg var blevet tilstrækkeligt irriteret, kiggede jeg nærmere på sikringen. Den var fra Philips - og Philips havde netop (dengang) sit hovedkvarter i Bruxelles. Det var et kæmpehøjhus, som jeg tit havde bemærket nede i centrum. Så jeg marcherede derned og gik hen i receptionen for at tale med én, der kendte til sikringer. Det blev en rigtig sjov oplevelse!

Jeg blev sendt op og ned og rundt omkring i højhuset, og endelig langt om længe lykkedes det mig virkelig at finde frem til en herre, der vidste, hvor man kunne købe sådan nogle sikringer! Han skrev meget venligt adressen op til mig, og jeg var lige ved at give ham et knus...

Senere erfarede jeg, at den adresse lå ude i udkanten af Bruxelles. Så udstyret med kort og diverse omstigningsbilletter til sporvognen fik jeg bevæget mig derud, og her - i et kvarter, hvor man nødigt ville gå rundt efter mørkets frembrud - fandt jeg frem til det sted, hvor jeg kunne få min sikring. Det var en slags elektronisk værksted, og indehaveren trak nonchalant på skuldrene. "Sikringer, ja selvfølgelig havde han sikringer. Hvor mange ville jeg have?..."

Behøver jeg at sige, at jeg fik en posefuld? Bare så jeg var sikker på at have nok til adskillige år... :-)