Viser opslag med etiketten HOLLYMOUNT. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HOLLYMOUNT. Vis alle opslag

lørdag den 10. november 2018

Vores engelske hus i bogform

Jeg har slet ikke fået fortalt om min seneste udgivelse her på bloggen.

"Vores engelske hus" er min første paperback bog, og i den fortæller jeg om Hollymount, som vi var de lykkelige ejere af i en årrække. Om alle de glæder og udfordringer det førte med sig, om besøg i historiske huse, byer og haver i nærheden og om livet ude på landet i Midtengland.

Forsideillustrationen er så fint udført af John Folkmann, og af den kan man tydeligt se, at vores hus ikke var helt almindeligt. Den oprindelige del gik helt tilbage til det 17. århundrede, og beliggenheden var ganske fantastisk - som man også har kunnet se på de billeder, jeg i tidens løb har delt her på bloggen.

Bogen kan købes hos landets boghandlere og i min egen netbutik...

lørdag den 14. november 2015

Endnu en flytning...

Endnu en flytning står for døren - men nu har vi efterhånden øvelsen, så det tager vi i strakt pote.

Da vi sidst var i England i en UGE, nåede vi at sælge huset, finde en lejlighed (bare som base indtil videre) og sælge de store møbler. Huhej, hvor det gik.

Og denne gang har vi også en UGE til at rydde garagen, sælge nogle flere møbler og flytte resten. De sidste kommer til opbevaring i et par måneder, for vi overtager først den nye lejlighed fra 1. januar.

Derefter... kan vi få lov til at trække vejret lettet. For selv om det er trist, så er det også en lettelse - og der er allerede nye ting at glæde sig til.

Dem fortæller jeg om senere... :-)

mandag den 24. august 2015

En naturhave

Det myldrer med liv i min meget naturlige have. Der står store tidsler i bedene - de er ikke inviterede, men når det nu passer dem at slå sig ned, så skal jeg såmænd ikke protestere - og i går kom de smukke stillitser og spiste af frøene.

Sommerfuglene er også vilde med tidsler, så derfor har jeg rigtig mange af dem også. Det passer mig fint, for sommerfugle er jo så yndige at se på og giver liv til en have.

Men det er ikke nemt at fotografere dem. Denne her sad pænt stille - endda så længe, at jeg var bange for, at den var død. Men der var nu rigeligt liv i den, for pludselig kom en myre til at træde på dens vinge, og det var ikke populært...

Man træder da heller ikke på andres vinger, vel?!

torsdag den 20. august 2015

En frugthave

Træerne i haven bugner af frugt nu. Der er adskillige blommetræer, en hel del æbletræer og nogle pæretræer - endda nogle med meget sjældne sorter.

Men det er blommerne, der er klar til at spise nu, så jeg har været ude for at fylde en skål til i aften. Man skal passe gevaldigt på, for hvepsene elsker også blommer, og nogle af dem har begravet sig i frugten, så man ikke kan se dem.

Jeg fik en hveps med ned i skålen, og den var så fuld af dejlig frugtkød, at den dårligt kunne lette. Den blev lempet ned i græsset, hvor den kunne slå mave, mens jeg bar blommerne ind i køkkenet.

I morgen skal jeg på brombærjagt. Hækkene omkring haven bugner af brombær nu, og jeg elsker brombær sammen med yoghurt. Jeg er sikker på, at det var sidste års daglige dosis af brombær, der holdt mig sygdomsfri vinteren igennem...   :-)

fredag den 20. marts 2015

Et underligt lys

Vi sad i udestuen og kiggede ud, da lyset pludselig blev ret specielt. Fårene brægede ihærdigt ude på marken, så måske kunne de ikke lide den formørkelse af solen, så vi oplevede her i formiddag.

Jeg gik en tur i haven for at fotografere lidt, men snart kom solen igen frem og skinnede, som den plejede - og selv om det er forårsjævndøgn i dag, er der ikke meget forår i varmegraderne. Brrrr....

Så hurtigt ind igen i varmen. Ind til varm kaffe og fødselsdagssnak - for min rare mand fylder år i dag. Senere skal vi ned og købe lidt lækkert mad til i aften, men lige nu må der arbejdes. :-)




onsdag den 26. november 2014

Brrrrrrr....

De sidste par morgener er jeg vågnet til frost og tåge, der dog heldigvis forsvinder i løbet af dagen. Det er ikke godt at køre ud i, men det er så smukt at se på, når frosten fremhæver spindelvævene, og tågen dækker landskabet, så det næsten bliver væk...



lørdag den 22. november 2014

En gærdesmutte på afveje

Det er ikke usædvanligt, at jeg har besøg af småkræ her i huset. Så jeg blev ikke synderligt forbavset, da jeg ud af øjenkrogen så noget småt og brunt, der smuttede om bag en kurv. Men det kunne ikke være en mus, for selv om størrelsen passede meget godt, så befandt den sig et stykke oppe i højden.

Det var en lille gærdesmutte, der på en eller anden måde var kommet ind i stuen, og den fløj forvirret omkring. Satte sig på kurvens hank og prøvede at mase sig ned bag noget brænde.

Jeg skyndte mig at lukke døre og vinduer, så den ikke fløj rundt i hele huset og kom til skade. Så hentede jeg et tyndt viskestykke og listede det forsigtigt hen over fuglen. Og ganske forsigtigt tog jeg hånden ind under stykket og fik fat i den lille fjerbold.

Åh, hvor den sitrede af angst. Havde det nu været en mus, havde den sikkert bidt, men ikke gærdesmutten. Jeg skyndte mig ud i haven og åbnede hånden foran en stor tæt busk. Gærdesmutten sad lidt og kiggede - først på mig og så på busken. Og så gav den et højt og forarget PIP, som om det hele i virkeligheden var min skyld, før den fløj ind mellem grene og forsvandt.

Modelfoto: Eugene Beckes

mandag den 13. oktober 2014

Naturens gaver

Jeg har nydt godt af naturens milde gaver hele september og frem til nu. Der er nemlig ikke bare frugttræer i haven (nogle værre skravl, men et par af dem har givet fint mange æbler i år) - der er også myldrende fuldt med brombær i hækken / krattet omkring grunden.

Næsten hver eneste aften har jeg været ude og plukke. I begyndelsen blev jeg godt forrevet og brændt, for brombær er i ledtog med brændenælder, så der er både torne og brændende planter at "slås" med. Men efterhånden blev jeg mere ferm... og min lille spand blev fyldt med mørke bær, mens uglerne tudede over mit hoved, og solen gik ned bag Malverns bjerge.

Det var ét af dagens højdepunkter. Og bærrene blev spist med yoghurt og en lille smule honning. Åh, det smagte da skønt...!

lørdag den 4. oktober 2014

Dyrelivet


I morges vågnede jeg til silende regn, men det så ikke ud til at genere fuglene i haven... tværtimod faktisk. Der var et væld af drosler, og de fleste sad med løftede vinger og tog styrtebad. Bagefter spiste de godt af alt det, som regnen lokkede frem, og det var dem vel undt.

Mens vi selv spiste morgenmad, kom egernet løbende forbi med noget i munden. Ved nærmere eftersyn var det en stor majskolbe (!), som den må have fundet et sted. Gad vide, om bonden fodrer fårene med majskolber, for der vokser altså ingen majs i nærheden.

Det så ganske sjovt ud, for majskolben var næsten lige så stor som egernet... :-)

mandag den 22. september 2014

Dejlige septemberdage


Vejret har været ret vidunderligt ret længe nu. Og jeg håber, at det fortsætter mindst en uge endnu - for mine rejsegæsters skyld.

I dag har vi besøgt to dejlige huse i Herefordshire. To skønne familiehjem med helt fortryllende beliggenheder, for begge har milevide udsigter. Vi har taget os tid til kaffepauser, kig i butik og bogafdeling og nydning af vejr. Ahhhh.....


onsdag den 10. september 2014

Rejsegæster i solskin

I disse dage har jeg rejsegæster på besøg, så vi turer land og rige rundt og ser på huse, haver og byer.

Indtil nu har det været Croft Castle og Berrington Hall i Herefordshire og David Austins rosenhave i Shropshire.

Og i går tilbragte vi eftermiddagen i Ludlow, der er en hyggelig gammel by med en fin gammel borg.

I dag er der Tour de England - og jeg ser spændt på, om vi kan komme frem. Heldigvis var planen nogle af de lokale fornøjelser, så det skulle gerne blive til en gåtur i Malvern Hills og et eftermiddagsbesøg i Worcester.

lørdag den 6. september 2014

En lille ven

Somme tider kommer rødhalsen, når jeg sidder ude i haven. Den sætter sig på min stol og kigger spørgende på mig… har du mon en lille bid til mig? Den flytter sig ikke, selv om jeg bevæger mig; holder bare lidt øje med mig, når jeg ganske forsigtigt rækker ud efter kameraet. Og som en anden fotomodel bliver den siddende, mens jeg tager det ene billede efter det andet. Hovedet lidt på skrå, ja sådan – fødderne lidt mere fra hinanden, vingen fremad, så man kan se det grå. 

Efter fotoseancen henter jeg en lille bid til den, som den med glæde tager imod. Lidt rødhalsemad, som jeg har købt specielt til min fugleven, der jo har krav på modelhonorar. 

torsdag den 4. september 2014

Jeg har set en ugle...!

Jeg er i England nu. Og selv om jeg har travlt med at lægge sidste hånd (nå ja, sidste hænder bliver det nok) på min SKØNNE DAGE bog, så er der også tid til at gå ture.

Dels i Worcester, hvor det blomstrer så fint i byparken - og hvor der er årets sidste "band stand" musik på søndag. Det er så super hyggeligt, men første hold rejsegæster ankommer om aftenen, så der bliver nok ikke tid til at tage ind og lytte...

Og dels i haven, hvor jeg har gået aftentur. Og en stor fin natugle fløj lige hen over hovedet på mig. Den brokkede sig lidt over min tilstedeværelse, så måske har jeg jaget en fed mus væk, som den havde udset sig....

Det var for mørkt til at fotografere uglen, så det kan kun blive til et billede fra parken...  ;-)

søndag den 27. juli 2014

Min have i juli

I foråret plantede jeg nogle små lavendelplanter i kanten rundt om soluret - det så ret beskedent ud dengang, men i går fik jeg et foto tilsendt af en betænksom lejer.

Og det ser da ud til, at de små lavendelplanter er kommet efter det... :-)

søndag den 8. juni 2014

Gør det selv


Hvad gør man, når man gentagne gange bliver brændt af af håndværkere? Man opgiver dem - og gør det selv!

Medmindre, selvfølgelig, at det er ting, der enten er ulovlige at gøre selv eller for besværlige. (Som for eksempel udskiftning af bidder af bjælker eller andet voldsomt). (Fordelen ved et hus som vores er, at det kan repareres i "bidder"). (Bagdelen er, at det HELE tiden skal repareres i "bidder").

Nå, men vi er ved at opnå en vis ekspertise ud i kalkmørtel-reparationer, trætjære-do og maling. Noget af malingen udføres med linoliemaling, der har den fordel, at det dufter dejligt, er drøjt og yderst behageligt at arbejde med. Bagdelen (der er altid en bagdel, ikke sandt?!) er, at den sorte maling sætter sig så godt og grundigt fast, at jeg efterhånden ligner en sortbroget gris.

Den hvide maling (vores hus er jo sort/hvidt, bare for at gøre det hele lidt mere besværligt) er almindelig murmaling. Det burde være kalk, men dette kræver, at al gammel maling bliver fjernet først, og så lang levetid har jeg næppe tilbage... Så vi har valgt den nemmere og næstbedste løsning...

Resultatet er en sortbroget gris med hvide pletter. Men huset bliver fint!  :-)

søndag den 20. april 2014

En ny søndagsfornøjelse

Jeg har tit benyttet mig af de "håndvaske", der tilbydes forskellige steder i England, men nu har det ene af mine to "lokale" supermarkeder forbedret tilbudet...

Så mens man smutter i TESCO for at handle eller drikke en kop kaffe med søndagsavis til, bliver bilen vasket, poleret, pudset og ordnet efter alle kunstens regler.

Det koster omkring 65 kr. for den mindste omgang (hvor bilen nærmest kommer til at ligne den nye, man engang købte) til den helt store tur - også indvendigt - for lidt over 100 kr.

En ren fornøjelse!!

søndag den 13. april 2014

Kender du træet?



Ved min indkørsel står et lille træ, der blomstrer så fint med røde blomster. Men jeg aner ikke, hvad det er - er der nogen, der kan fortælle mig det?

lørdag den 12. april 2014

Stadig i England


Det var ikke meningen, at jeg skulle være her endnu - men desværre kom min rare mand til at slå et søm ned i et vandrør med efterfølgende kaos.

Heldigvis var hjælpen nær, men gulvbrædder er løftet, så der kan blive tørret ud - og værelset må males, så der kan blive pænt til de gæster, der kommer her i påsken...!

Så det vil jeg pusle med her i weekenden. Jeg er ved at opnå en vis ekspertise i at rulle med Farrow and Ball, og heldigvis er det gamle maling fra spisestuen slidt af.

Der er plads til nyt på hænder og arme... ;-)

onsdag den 9. april 2014

Nu trænger jeg til ferie...

Man skal ikke tro, at man kommer sovende til at have et gammelt hus i udlandet - eller noget sted for den sags skyld....

Nu er mine arme fyldt med malerpletter i forskellig farve - og især den sorte fra kaminindsatsen er umulig at skrubbe af. Jeg ser farlig ud!

Men det skulle ikke forhindre nogen i at tage på en lille sen eftermiddagstur. Vi trængte til at blive luftet igennem og til at få rørt nogle andre muskler end dem, man bruger til malerarbejder og reparationer...

Ikke så langt fra os ligger denne kæmpestore park. Det er et skønt sted at gå tur - især sådan sidst på dagen, hvor der stort set ikke var nogen mennesker. Til gengæld vrimlede det med fugle, og jeg så tårnfalke på ganske nært hold. Den ene sad ubekymret og ordnede sig på en gren lige foran os...


søndag den 6. april 2014

Grå forårsdag

Det er grå søndag herovre i det engelske, men den slags generer nu ikke mig så meget. For fuglene er oplagte og synger så dejligt, og blomsterne er åbenbart også ligeglade. Hver dag bringer nye gensyn med et eller andet kønt.

Her til formiddag skal jeg male spisestuen færdig. Jeg mangler paneler og døre, som vel er det "letteste" - og jeg glæder mig til at blive færdig. Engang elskede jeg at male... og det gør jeg sådan set stadig, men jeg er ikke så tålmodig, som jeg har været.

Og ind i mellem tager vi os tid til en lille udflugt. I forgårs kørte vi ud til Hanbury Hall, der ligger i nærheden og hvor vi boede engang i nogle uger. Dengang var der ret tomt og ingen have, men nu - tyve år efter - er der så fint, så fint. Og nok så vigtigt: De har nogle skønne kager i cafeen... ;-)