Viser opslag med etiketten TV. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten TV. Vis alle opslag

torsdag den 20. marts 2014

En meget engelsk serie



Én af de serier fra 80'erne, som jeg holder meget af og stadig ser med jævne mellemrum, er Mapp & Lucia - og hvis du kan lide alt det engelske og altså også engelske serier, skulle du se den.

Serien foregår i 20'erne og 30'erne i Sydengland, og hovedrollerne spilles af Geraldine McEwan, Prunella Scales og Nigel Hawthorne. De to damer kappes konstant om rollen som byens "førstedame", og alle tricks kommer i brug. Også de mindre pæne... ;-)

torsdag den 3. november 2011

Sjov arkitektur

Når jeg har været i England, har jeg sommetider set en udsendelse i TV, der hedder Grand Designs. Her bliver man præsenteret for vidt forskellige ombygninger eller nybygninger, som folk kaster sig - mere eller mindre frygtløst - ud i, og det kan være ret fascinerende at følge.

Så jeg købte en stak DVD'ere med hjem, som vi nu tygger os igennem. Det daglige afsnit bliver nydt til aftenteen, og det er meget underholdende. Nogle byggerier ligger særdeles langt fra det, vi selv kunne forestille os at bo i, mens andre er misundelsesværdige. Vi mennesker er i høj grad forskellige.

I alle tilfælde mangler fantasien i hvert fald ikke noget, og det er meget lærerigt og også lidt gysende at følge med i, hvor meget der kan gå galt under et byggeri. Samtidig er det spændende at se, hvor flot selv den allermest usle ruin kan blive, hvis man har visionerne (og pengene...).

søndag den 27. marts 2011

En af de bedste serier...

Vi ser sjældent TV, sådan i almindelig forstand. Til gengæld ser vi jævnligt serier og film, som vi køber på DVD.

I øjeblikket er vi i gang med den danske serie Rejseholdet, og jeg tager hatten af. Sjældent har jeg set noget så godt, og de 32 afsnit bliver nydt. Dygtige skuespillere, realistiske historier (der jo mere eller mindre er baseret på virkelige hændelser) og masser af spænding.

Jeg ved, at serien har været sendt flere gange i TV, men der kan jo være andre end mig, der har den til gode. Og så vil jeg altså gerne anbefale den varmt...! ;-)