Hyggelig uhygge

Vi har en forkærlighed for at udforske stier, og dem er der mange af heromkring. I går aftes i halvmørket kunne vi se en sti på den anden side af et stort bygningskompleks - der viste sig at være et kulturcenter - og dér ville vi ned. Vi kunne bare ikke se, hvordan det var muligt.

Men så måtte vi jo kigge nærmere på bygningen. Måske kunne man gå igennem den. Dørene stod i hvert fald åbne, så vi prøvede os frem. Inden for var der lange, dunkle gange, og der var ikke et menneske, ikke en lyd.

Ærlig talt en smule uhyggeligt. Vores fodtrin gav ekko, når vi gik, og der var lidt den samme stemning som dengang, vi spillede "Silent Hill".

Så det var en lettelse, da vi fandt en dør, der netop førte ud til stien. En semi-oplyst sti langs en aflåst park.

Udefra kunne vi kigge ind i bygningens få oplyste rum. Der var ikke en sjæl. I ét rum stod en computer og sendte sit ensomme lys ud i mørket.

Vi skuttede os og begyndte at gå hurtigere. Lidt uhyggeligt var det altså...

Foto: © Net_efekt

Gå tur og bliv væk

En af mine mange yndlingsbeskæftigelser er at gå ture... og blive væk.

Den slags gøres meget nemt selv i et område, hvor man har gået før, for man drejer bare impulsivt ned ad stier og småveje, mens man går i sine egne tanker - og pludselig har man ingen idé om, hvor man er.

I disse dage er det en stor fornøjelse at gå aftentur sådan på må og få, for solsortene synger aftensang i kor, blomsterne dufter vidunderligt, når man går forbi, og alt er bare så kønt at se på.

Og så har jeg en lille navigation med i lommen. Hvis alt glipper, kan jeg altid finde mig selv på kortet og få hjælp til at finde vejen tilbage. Men det er kun en nødløsning...

Dejlig tur i Værløse

Det lykkedes os at trave små 10 kilometer i går. Ruten gik ind gennem skov og rundt om marker, og cirka halvvejs satte vi os på en bænk på det medbragte picnictæppe for at spise lækre klap-sammen-madder og drikke te. Den slags smager ekstra godt i det fri, og mens vi sad og snakkede, kom to rådyr løbende forbi.

Bagefter fortsatte vi rundt om golfbanen, og her blæste det så meget, at vi var lige ved at gå baglæns. Vi var godt forblæste og rimeligt trætte, da vi nåede tilbage til udgangspunktet.

Men det var en god tur og en god begyndelse for mig, der gerne vil i vandreturs-træning. Sådan på det lidt afslappede niveau altså...

En ægte vandrebjørn

Solen skinner fortsat, og Bornholm viser sig fra den allerbedste side. Det passer perfekt til min nye status som ”vandrebjørn”, for det er en interesse, som jeg gerne vil udvikle og forbedre.

I dag gik vi seks kilometer til Aakirkeby, hvor disse smukke figurer står på torvet. Men vi blev hentet af svigerfar, så vi ikke skulle gå seks kilometer tilbage igen – og det var jeg nu meget glad for, for en tå var ved at blive ret øm…

Men nu er jeg kommet godt i gang og har i sinde at holde det ved lige. Lidt plaster på tåen - og så kan man lidt igen. En ægte vandrebjørn stikker ikke op for bollemælk… ;-)