søndag den 26. februar 2012

Dejlig tur i Værløse


Det lykkedes os at trave små 10 kilometer i går. Ruten gik ind gennem skov og rundt om marker, og cirka halvvejs satte vi os på en bænk på det medbragte picnictæppe for at spise lækre klap-sammen-madder og drikke te. Den slags smager ekstra godt i det fri, og mens vi sad og snakkede, kom to rådyr løbende forbi.

Bagefter fortsatte vi rundt om golfbanen, og her blæste det så meget, at vi var lige ved at gå baglæns. Vi var godt forblæste og rimeligt trætte, da vi nåede tilbage til udgangspunktet.

Men det var en god tur og en god begyndelse for mig, der gerne vil i vandreturs-træning. Sådan på det lidt afslappede niveau altså...