I dag har jeg været i det nostalgiske hjørne, for jeg skulle besøge én, der bor i mit barndoms kvarter. Så jeg benyttede lejligheden til at slentre en tur op ad Peter Bangs Vej, hvor jeg trådte mine barnesko… :-)
Det var så underligt at gå her, hvor jeg hver lørdag skulle ned efter lørdagsslik, og hvor jeg næsten dagligt løb ærinder for min mor, når der skulle købes brød hos bageren på hjørnet eller kød hos slagteren overfor. Min allerførste bank var Bikuben på hjørnet med det skønne slogan ”Det summer sig”.
Min mor arbejdede i perioder i et lille parfumeri, hvor der duftede så rart og var så pænt med fine flasker og smukke æsker. Hvis jeg kunne være stille, måtte jeg sidde i det lillebitte bagværelse og lytte til ekspeditionerne, og når det blev jul, købte jeg selv julegaver her for mine sparepenge.
Ved siden af lå legetøjsbutikken, hvor næsen blev trykket flad ved mange lejligheder. Man ønskede sig så meget, som der dog sjældent var penge til uden for mærkedagene. Ønskerne voksede sig hede og intense, men de blev gemt til jul og fødselsdag, hvor glæden over at modtage så bare blev større.
Jeg savner somme tider stemningen fra dengang, og jeg prøver at genkalde den med jævne mellemrum. For jeg synes, at vi havde mange værdier, som savnes i dag.
En af de butikker, jeg kendte fra dengang, var blomsterbutikken, og jeg fik en lille snak med de nuværende ejere. Det viste sig, at butikken havde været familiens i mange år, for det var ejerens oldemor, der etablerede den. Men på et tidspunkt blev den solgt fra - og for nogle år siden overtog den nuværende ejer så forretningen uden at kende baggrunden og uden at vide, at den altså havde været familiens i årtier.