Min fortid i blandt andet danske retssale har gjort mig særdeles opmærksom på, at den gamle vending ”skinnet bedrager” er så sand, så sand. Yngre mænd med plyshår og tatoveringer er ikke pr. definition forbrydere, og omvendt er pæne mænd i jakkesæt ikke altid så ”pæne”.
Jeg deltog engang på et julemarked i Esbjerg, hvor jeg udstillede dukkehuse og miniature, som jeg og min rare mand havde frembragt i forbindelse med en bogudgivelse. Jeg sad alene og arbejdede med de små ting, da en rigtig rod med dystert blik og slidt læderjakke smed sig i stolen foran mig. Men det truende indtryk forsvandt lynhurtigt, da han begyndte med intens interesse at snakke om miniature. Han elskede den slags små ting, hævdede han, og han sad tit sammen med sin mor, der åbenbart havde det som hobby, og nørklede med samlesæt og Fimo.
Han blev siddende i mindst en halv time og hyggede sig sammen med mig, mens han spurgte og fik ideer og fortalte om sine egne erfaringer. Hvis jeg havde mødt ham på gaden, ville jeg måske have overvejet at gå over på det modsatte fortov, men i stedet fik jeg en positiv oplevelse og en god snak med en af ”lømlerne”.