Viser opslag med etiketten HAVER. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten HAVER. Vis alle opslag

mandag den 2. juni 2014

En duftende azalea

En af de store fornøjelser ved at besøge engelske haver er - for mit vedkommende og på denne årstid - den gule azalea her. Den dufter nemlig så pragtfuldt, og hvis jeg kan finde en bænk i nærheden, kan jeg sidde længe og bare snuse ind...

Jeg har den desværre ikke i min egen have, men det har jeg haft. I et tidligere hus i Danmark plantede jeg den lige ved indgangsdøren, så der duftede skønt, når man gik forbi.

mandag den 26. maj 2014

Et skønt syn

Jeg elsker at besøge de engelske haver, og det er selvfølgelig et særligt godt tidspunkt lige nu. Forleden var jeg i Hampton Court Garden i Herefordshire, hvor dette smukke syn mødte mig...

Og duften! Aldeles vidunderlig. Blåregn er noget af det bedste, jeg ved.

onsdag den 30. oktober 2013

Et glimt af England

Lige i øjeblikket er dagene fyldt med arbejde, men det er OK, for der er heldigvis tid til at gå ture i det vejr, der igen arter sig pænt. Det må det godt blive ved med.

Og forude lokker nogle dage i det engelske. De udsigter er da slet ikke dårlige... :-)

tirsdag den 8. oktober 2013

En have med fugleskræmsler


 Somme tider kan man få sjove overraskelser, når man besøger huse og haver rundt omkring.

På ét af vores besøg kom vi til en køkkenhave, der var beboet af fugleskræmsler i alle afskygninger.

Nogle af dem arbejdede flittigt, som sådan nogle jo bør... mens andre drev den af og nød livet på en bænk.

En mor-fugleskræmsel havde været i gang med storvasken og var ved at hænge de lange permissioner til tørre på snoren, mens far-fugleskræmslet vist nok havde fået en tår over tørsten. Han hang i hvert fald noget med hovedet...

Sådan afspejler livet i en køkkenhave det virkelige liv... eller...?!  :-)





fredag den 9. august 2013

Ønskeseddel del 5

Det femte ønske li'som samler trådene fra de fire første. For det er nemlig et lille sted på landet her i Danmark, hvor jeg kan få plads til det hele. En badesø, en lille skov, et lille vildtreservat for dyr og en lille urtehave.

Det må godt være sådan lidt Bulderby-agtigt, og det skal være et sted, hvor vi også kan have vores erhverv. En ganske lille bolig med to længer. Én til galleri, så min rare mand kan have kontor dér og udstille de billeder, han af og til arbejder på. Og én til Anglofilia butikken med lager. Meget gerne med plads til et par borde i haven, så der også kan serveres en kop kaffe med hjemmebag om sommeren.

Mon ikke jeg kunne falde over sådan et ønskested på et tidspunkt?

Jeg tror på det... :-)

Foto: C.C.Chapman

torsdag den 8. august 2013

Ønskeseddel del 4

Lige siden jeg så urtehaven i engelske Sissinghurst har jeg ønsket mig en mini-udgave af den... Det er mange år siden efterhånden, men jeg har et billede hængende, så jeg kan huske præcis, hvordan den ser ud.

Hjemme i Danmark valfartede jeg til Æbelholt klosterruin ved Frederiksværk, for her ligger en dejlig lille urtehave, som jeg fik yderligere inspiration fra. Og snart gik jeg i gang med et omdanne min daværende have til en form for urtehave. Jeg vidste intet om urter dengang, men lærte mig selv en masse sådan lidt efter lidt - og jeg fandt også ud af - med tiden - at en skyggehave ikke er velegnet til urter...

Jeg plantede en masse forskellige spiselige urter, så den sommer og de følgende spiste jeg næsten hver dag retter med urter i. Uhm, det var så godt. Jeg havde også nogle medicinske urter, som jeg brugte til kropsolier og urtete.

Så det fjerde og næstsidste ønske er altså en urtehave...  :-)

Foto: Jodigrundig

tirsdag den 30. april 2013

Flytbare farver

Én af de ting, jeg faldt for i den hollandske blomsterhave, var disse farvede plastikkurve med dejlige blomster.

Når man som jeg kun bor til leje for en tid, kan man ikke rigtigt plante og så i haven, og så kunne sådan nogle farveglade flytbare blomsterkummer fint komme ind i billedet.

Det ser da smukt og særdeles forårsagtigt ud... :-)

mandag den 22. april 2013

Plant for bierne

If the bee disappeared off the surface of the globe, then man would have only four years of life left...


Albert Einstein

onsdag den 27. marts 2013

Haveglæder


Jeg ser ikke så meget TV, men når jeg er i England, elsker jeg at se Gardeners' World. Og her forleden var det en særlig stor fornøjelse, for udsendelsen var tydeligvis optaget sidste år, hvor foråret var i fuld gang på dette tidspunkt i marts.

Så jeg sad i mit stille sind og sukkede af længsel efter et udendørsliv uden forfrysninger, mens jeg nød de entusiastiske gartnere, der fortalte om projekter og blomster og nye ideer.

Min yndling er Carol Klein. Hun er så livlig og begejstret, når hun fortæller om sin dejlige have, og jeg købte hendes bog med hjem sidste gang - både til min netbutik og til mig selv. For hendes måde at holde have på deler jeg til fulde - den skal være afslappet og fyldt til bristepunktet med fuglesang og dejlige blomster. En rigtig "nydehave"...

søndag den 17. februar 2013

Forventninger

I går sad jeg og fandt billeder til brug for ANGLOFILIA, og nogle af dem var fra ét af mine absolutte yndlingssteder - en dejlig have med den nationale samling af klematis.

Her tager vi til et par gange om året... mindst.... for stemningen er så skøn - og kagerne er så gode. Og når vi har siddet meget længe og nydt begge dele, så går vi tur i haven og ser på de mange forskellige klematis. Der er vist omkring 400 slags, og denne her er én af dem.

Ja, tænk engang... om ikke så længe er sneen væk, og så kommer skønheder som disse frem. Det er da noget at glæde sig til på en kold søndag... :-)

søndag den 7. oktober 2012

Planteskole søndag



I dag lokkede min mor mig med på planteskole, for selv om vi kun har lejet vores hus, så var der altså kommet et stort hul i hækken på grund af et udgået træ. En erstatning og udfyldning måtte til...!

Og vi nød at gå sådan en søndag eftermiddag mellem grønne træer og buske, mens vi blev enige om, at vi ville være SÅ egnede til at have et arboretum - altså en samling med forskellige træer. For vi kan slet ikke vælge og vil egentlig gerne have det hele...

onsdag den 25. juli 2012

Planteskolebesøg



Én af mine yndlingsbeskæftigelser er besøg på planteskolerne her. Der er mange af dem; den ene er større og flottere end den anden,  og da de næsten alle har café og restaurant, kan det uden spor besvær udvikle sig til en heldagsfornøjelse. 

Mange gange tager vi bare ud for at kigge, men det ender selvfølgelig altid med, at vi kommer hjem med mindst én plante. Og det er ikke planter det hele. Der er også møbler, ting og sager, delikatesseafdeling, tøj, bøger…  alt muligt. 

Ét af mine faste havecentre har en meget stor hobbyafdeling også, og da jeg på et tidspunkt havde en gæst med derud, spurgte hun ivrigt: Har du ikke et eller andet du kan foretage dig et par timer, mens jeg kigger her

Det havde jeg. Det er sjældent noget problem for mig at bruge et par timer på en planteskole…

fredag den 13. juli 2012

Fint til fuglene

Se bare det søde lille fuglehus her, som jeg har fundet i min venindes netbutik...

Det er købt specielt til Hollymount, og selv om det både er til frø og til bolig, så vil det hos mig kun blive brugt til det sidste. Jeg tror næppe, at det overlever de frække egern, der ikke går af vejen for at gnave sig igennem, hvis de får lov.

Jeg købte en anden udgave i rød (som i svensk træhus-stil), så nu har jeg også to værelser med Bed and Breakfast til de små fjedrede...

søndag den 1. juli 2012

Åben have



I går besøgte jeg Lisbeths dejlige have i Bagsværd, for denne weekend er der Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival, og den slags holder jeg meget af. Jeg har i tidens løb set rigtig mange danske og engelske private haver, og skønt de har været så utroligt forskellige både af størrelse og udformning, så er der altid inspiration at hente.

Således også i Lisbeths have, der også i dag, søndag, er åben fra 11.00 – 17.00. Det er bestemt værd at lægge vejen forbi…

mandag den 7. maj 2012

Mandagstema: Favoritmotiv


Mandagstemaet hos Helene er i dag "favoritmotiv", og sådan nogle har jeg vist mange af. Jeg elsker at fotografere dyr, blomster, huse, landskaber og... kager. Ja, alt muligt godt.

Men mit favoritmotiv er nok de forsider, jeg sommetider fotograferer til mine magasiner. Det allerførste billede til en forside er dette her, som jeg brugte i 2008. Og for nylig har jeg brugt det igen som forside på den allerførste engelske udgave.

Motivet siger i virkeligheden meget om mig. Jeg elsker alt det engelske, te i haven, smukke roser, kønne farver og i det hele taget natur og at opholde mig i det fri. Så dette billede må være en passende kandidat til "favoritmotivet".

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

fredag den 4. maj 2012

Have-inspiration


Hvis nu mine planer fra i går kommer til at gå i opfyldelse på et tidspunkt, så har jeg fået masser af ideer til haven fra Elmer Aagesen fra Hinnerup.

Jeg skrev nemlig om hans dejlige have i SKØNNE DAGE, og jeg synes, at det er utroligt inspirerende, at man kan få så meget ud af så lidt plads. Et tætpakket planteparadis hvor man næsten kan blive væk - og så på under 1000 m2.

tirsdag den 1. maj 2012

Fontæne til at hænge på væggen


Er den ikke flot? Hvis nogen er interesseret i en engelsk, væghængt fontæne, så er den til salg på QXL.

Varenummer 677880398

søndag den 12. februar 2012

Hidcote Manor Garden



Hidcote Manor Garden er en af de mest berømte haver i England. Den ligger utroligt dejligt og godt gemt i det skønne Gloucestershire bare et par timers kørsel fra London. Haven blev skabt af major Lawrence Johnston, der var født i Frankrig og kom fra en velhavende, amerikansk familie.

Haven er bygget op i haverum, og i ét af dem er der en næsten sydlandsk afdeling med et solur som midtpunkt. Om sommeren står store krukker med agaver og andre spidsbladede planter i udkanten af bedene, og hele området er kantet ind af høje bøgehække.

I et fjernt hjørne af haven trives de fugtelskende planter, astilber og liljer, og den dramatiske gunnera med de kæmpestore blade. Planten ligner nærmest noget fra forhistorisk tid og kan blive flere meter i højden og bredden.

Om sommeren ser det næsten ud, som om der er gået ild i de bede, der fører op til de to små lysthuse, for bedene er fyldt til bristepunktet med ildrøde blomster, der træder varmt og flot frem mellem alt det grønne bladværk. Hvis man fortsætter op ad trappen foran husene og forbi rækken af træer med klippede kroner, åbner en fin smedejernslåge op for en udsigt, som man ikke glemmer lige med det samme.

Uddrag fra artikel i Anglofilia efterår 2010

tirsdag den 6. september 2011

Selvforsynende



Lige siden jeg var ung, har jeg været meget optaget af det med selvforsyning. Sammen med min far anlagde jeg køkkenhave og dyrkede kartofler i villahaven og senere i sommerhushaven; vi diskuterede kompostering og sprøjtning med brændenælder, der lugtede så fælt og virkede så godt. Jeg var - og er - vildt fascineret af regnormenes liv og deres evne til at forbedre jorden, så enhver regnorm bliver behandlet med respekt her hos mig.

Hvorfor kom jeg til at tænke på det? Jo, fordi jeg tilfældigvis så et klip af en serie, som jeg slugte med begejstring i halvfjerserne. Det gode liv! Om at "stå af ræset" og være selvforsynende i et engelsk forstadskvarter - selvfølgelig godt krydret med en god portion engelsk humor.

Romantisk dagdrømmeri? Måske, og så alligevel ikke. Flere og flere englændere er begyndt at dyrke deres egne grønsager i kolonihaver og køkkenhaver ved byerne, og mon ikke danskerne snart følger efter. Jo mere teknologi og vækst - jo mere vil vi tilbage til rødderne. Det er helt naturligt!  ;-)

søndag den 22. maj 2011

Blå, blå blomster...

Når nu vi er ved de farvestrålende blomster - så er der jo også ceanothus - syrenen fra Californien. Den vokser også mange steder i England, og nogle af disse buske kan blive ganske imponerende i størrelse. Busken har de fineste små knaldblå blomsterklaser, og bierne er meget begejstrede...

Til min store glæde opdagede jeg, at jeg havde et eksemplar i Hollymounts have. Af behersket størrelse - endnu da - men dog en ceanothus. Den er jeg altså også glad for... ;-)