onsdag den 27. marts 2013
Haveglæder
Jeg ser ikke så meget TV, men når jeg er i England, elsker jeg at se Gardeners' World. Og her forleden var det en særlig stor fornøjelse, for udsendelsen var tydeligvis optaget sidste år, hvor foråret var i fuld gang på dette tidspunkt i marts.
Så jeg sad i mit stille sind og sukkede af længsel efter et udendørsliv uden forfrysninger, mens jeg nød de entusiastiske gartnere, der fortalte om projekter og blomster og nye ideer.
Min yndling er Carol Klein. Hun er så livlig og begejstret, når hun fortæller om sin dejlige have, og jeg købte hendes bog med hjem sidste gang - både til min netbutik og til mig selv. For hendes måde at holde have på deler jeg til fulde - den skal være afslappet og fyldt til bristepunktet med fuglesang og dejlige blomster. En rigtig "nydehave"...
