lørdag den 30. marts 2013

Påskelørdagsarbejdshygge

Jeg holder så meget af arbejdshyggestunderne, for man kan sagtens kombinere de to. Mens jeg sidder her i udestuen og skriver flittigt på mit blad, kan jeg kigge ud i haven og holde øje med de forårstravle fugle. En kæmpestor musvåge kredser rundt højt oppe; adskillige sorte krager spankulerer rundt ude på plænen og kigger efter spiselige sager, mens småfuglene besøger de fedtkugler og nødder, jeg har hængt op.

Næsten alle fuglene kommer i par, og lige nu sidder skovskadeparret og grønspætteparret ude i træet og kigger ind til mig. Der har også været halemejser, sortmejser, blåmejser, stillidser og mange andre, så der er godt med liv.

Jeg har kikkerten liggende klar, så jeg kan kigge nærmere på det, jeg ikke kan se med det blotte øje. Solen varmer udestuen op, så her er lunt og rart, men selv om det er smukt derude, så er det pivende koldt.

Endnu en grund til at holde sig inde i varmen og bare nyde udsigten... :-)