Viser opslag med etiketten FOTOGRAFERING. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten FOTOGRAFERING. Vis alle opslag
mandag den 7. maj 2012
Mandagstema: Favoritmotiv
Mandagstemaet hos Helene er i dag "favoritmotiv", og sådan nogle har jeg vist mange af. Jeg elsker at fotografere dyr, blomster, huse, landskaber og... kager. Ja, alt muligt godt.
Men mit favoritmotiv er nok de forsider, jeg sommetider fotograferer til mine magasiner. Det allerførste billede til en forside er dette her, som jeg brugte i 2008. Og for nylig har jeg brugt det igen som forside på den allerførste engelske udgave.
Motivet siger i virkeligheden meget om mig. Jeg elsker alt det engelske, te i haven, smukke roser, kønne farver og i det hele taget natur og at opholde mig i det fri. Så dette billede må være en passende kandidat til "favoritmotivet".
Du kan se flere bud på dagens tema lige her...
lørdag den 28. august 2010
En eventyrhave
søndag den 30. maj 2010
Akrobat – Oh!
Oppe under taget ved mit soveværelse bor dette smarte egern, der formår at spise med hovedet nedad – hængende i ét ben. Man skulle dog ikke tro, at det var sådan et blødt og letbenet lille dyr, når det vågner om morgenen, for det larmer utroligt meget. BUM, KRASH, BANG lyder det deroppefra – man kunne godt ønske sig lidt mere hensyn af én, der får gratis husly og maden serveret…!
fredag den 28. maj 2010
Sidste udflugter...
Nu har jeg været på de uigenkaldeligt sidste udflugter for denne omgang. I forgårs tog jeg endnu en tur til Wales - denne gang stik vestpå - og i går var jeg ude og besøge to meget søde og specielle haver i Warwickshire.
Det var i øvrigt festligt at køre igennem den gamle by Warwick på vej hjem (i myldretiden, på en "bank holiday weekend" fredag), for alle veje er ensrettede og mange af dem så smalle, at der kun kan køre én bil ad gangen. Nå, men det gik fint; man er vel hærdet...
På turen til Wales kom jeg til et hyggeligt tea room, som jeg har besøgt en enkelt gang før for to år siden sammen med min rare mand - og tænk, indehaveren kunne genkende mig. Oh, you're the lady with the house in Worcestershire... Det er et sjovt sted, for det er bare et ganske almindeligt beboelseshus, hvor man har indrettet stuen til servering. Men hyggeligt er der, og kaffen er god.
I weekenden skal jeg hygge og pusle om mig selv og huset, for på mandag skal jeg begynde hjemturen. Der kommer feriegæster, så den går ikke længere. Og mon ikke også min rare mand savner mig? Jeg savner i hvert fald ham...
onsdag den 26. maj 2010
Fototur
Også i dag har jeg været på udflugt – men denne gang var formålet fotografering til ANGLOFILIA bladet. Jeg havde hørt om en meget spændende have i Wales, som jeg ville ned og fotografere, og udturen gik ad de mindre veje – ikke på motorveje. Det tager tre gange så lang tid, men det er mindst ti gange så morsomt.
Jeg holder meget af Wales! Der er sådan en smuk natur, og der er en masse skov. Jeg kørte på smalle, snoede veje gennem skovdækkede bjergområder, og lige pludselig var der et skilt. Tea Shop stod der - på en jernbanestation! Det måtte lige undersøges.
Det var et vidunderligt sted. Jeg sad og spiste min medbragte frokost uden for en stor togvogn, hvor der var indrettet informationscenter og butik, men jeg kunne altså også have spist eller drukket kaffe i den gamle stationsbygning. Der var utroligt hyggeligt, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer her!
Haven viste sig at være lige så spændende, som jeg havde ventet, og jeg fik taget et væld af billeder. Og da jeg bagefter drak eftermiddags te med Welsh Cakes til, fik jeg besøg. En lille rødhals, der også ville have en bid med…
På vejen hjem stoppede jeg op for at spise aftensmad på en pub. Ejerens hund bød mig velkommen og holdt sig begejstret til, for her var da én, der gad kaste bold. Det gjorde vi så en hundrede gange...
mandag den 24. maj 2010
Havetur
I dag har jeg været på foto-udflugt. Vejrudsigten lød til at være mere nådig i dag, men den holdt altså ikke. Jeg emmede af varme, mens jeg gik rundt og tog billeder af smukke blåregn og fantastiske klematiser, men heldigvis var der en café med et bord i skyggen og dejlig hjemmebagt gulerodskage. Så ku’ man lidt igen!
Da jeg kom hjem, hørte jeg i TV, at jeg netop havde været på det allervarmeste sted i dag. Men nu er det begyndt at blæse, og køligere grader strømmer hertil. Perfekt! Tyve grader er lige mig!
torsdag den 20. maj 2010
På tur
I dag har jeg været på langtur. Jeg skulle ned og besøge nogle af mine leverandører og se deres showrooms, og jeg fik også købt lidt flere varer til butikken. Problemet bliver så at få plads til det hele, når jeg skal hjem, men den tid, den sorg…
Næste punkt på dagsordenen var besøg i et hus, der engang tilhørte en kendt person, som jeg skal skrive om i ANGLOFILIA på et tidspunkt. Men inden jeg kom så langt, gjorde jeg kaffepause-holdt i en lille by med en gammeldags forretningsarkade. Jeg kunne ikke stå for denne fine og eksklusive herreforretning, der sagtens kunne have ligget i London.
De gamle byer i the Cotswolds er noget så hyggelige, og man føler sig hensat til en helt anden tid. Jeg nød den lange travetur fra parkeringspladsen og ned til huset, for den smalle vej havde velduftende krat på begge sider og masser af fuglesang.
Jeg mødte også nogle af de firbenene beboere. Den enorme tyr må være far til den søde kalv, som moderen så kærligt nusser. Der stod et stort advarselsskilt ved lågen ind til marken. Men det var ikke tyren, man advarede om – det var vædderen, der lå gemt omme bag noget krat…
onsdag den 19. maj 2010
Haven rundt
På ihærdig opfordring fra min rare mand derhjemme følger hermed en længere rundtur i haven. Han vil nemlig gerne se, hvordan det hele tager sig ud lige nu…
I er velkomne til at følge med på tur…
Vi starter ved den hvidmalede havelåge (billedet ovenfor), der fører ud til den lange indkørsel ned til vejen.
Til venstre for havelågen ligger den lille mark og den mellemste mark, hvor George holder får, og til højre ligger en lille "frugtplantage" og den store mark med Roberts får.
Langs hegnet omkring den mindste mark vokser vilde roser, som er anbragt uden for fåre-rækkevidde. Får spiser tilsyneladende alt og går åbenbart ikke af vejen for torne...
Den hvide bænk har nogle af vores lejere flyttet ned til grillpladsen bag garagen, men den står egentlig også fint her, så vi lader den stå.
Den lille sø på den anden side af grillpladsen har desværre kendt bedre dage. Bunden er utæt, så der er ikke meget vand tilbage.
Men det ser ikke ud til at genere planterne. Og inden længe blomstrer alle de iris, der så ihærdigt har bredt sig...
Der vokser frugttræer alle vegne, og både de, tjørnen og syrenerne blomstrer lige nu.
Fra søen går man op mod huset, hvor der er brede og tætpakkede blomsterbede foran.
Foran huset står den gamle vandpumpe, der uden tvivl har virket på et tidspunkt. Men nu er vi tilsluttet den offentlige vandforsyning, og vandet smager ualmindeligt godt.
Foran vinduet ind til spisestuen vokser en stor cotoneaster, der er helt levende af bier på denne årstid. Af praktiske årsager skal der helst ikke vokse noget helt op af huset, og vi har fjernet en del klatreplanter, men denne her har fået lov til at blive stående lidt endnu...
Nu går vi venstre om huset, hvor indkørslen fortsætter hele vejen rundt og nogle af buskene er tætklippede som store, runde kugler.
Når man sidder på bænken foran huset, kan man se flagermusene i aftenskumringen.
Til højre for den hvide låge ligger den del af haven, hvor vi gerne selv sidder. Her er nemlig både sol og læ, hvis det er det, man vil have...
Rundt om soluret vokser nogle gamle lavendler, der nok skulle have været klippet mere ned. Jeg er begyndt at klippe dem til, men tør ikke tage alt for hårdt fat.
Det er her ved siden af lavendlerne, jeg er begyndt at anlægge mit bi-bed. Det ser ikke ud af så meget endnu, men det skal nok komme...
Vi slutter her ved køkkenindgangen, hvor der lige uden for døren er anbragt et urtebed med masser af løvstikke, salvie og rosmarin.
Og så er jeg særdeles leveringsdygtig i forglemmigej, der vokser lystigt alle vegne. Dem så jeg på planteskolen til 60 kr. pr. potte...
tirsdag den 18. maj 2010
Vi har fået børn!
Eller i hvert fald barn! Det yndigste lille kaninbarn, der sad og mimrede i nærheden af indgangen til kaninboet. Det var lettere skeptisk, men blev dog siddende, da jeg listede mig om bag drivhuset for at fotografere.
Min pakke kom sent i eftermiddag, hvor jeg ellers havde opgivet at vente og var kørt til Waitrose for at handle. Men jeg havde sat seddel på døren, så pakken ventede på mig i garagen. Nu er spisestuen fyldt med søde ting, der skal med hjem til butikken.
Min ene nabo kom forbi og fortalte, at hele skoven bag min mindste mark var fyldt med bluebells. Det er en privatskov, og jeg går sjældent derned, fordi der af og til er jagt. Men nu kan jeg jo ikke dy mig, for jeg må da ned og tage billeder. Jeg håber bare ikke, at jeg ligner en fed fasan!
mandag den 17. maj 2010
De vilde kaniner
Her til morgen fik jeg besøg af en stor kanin. I går fandt jeg dens kaninhul, der i år er anlagt helt ude i det fjerneste hjørne af haven. Meget praktisk, for så snubler man da ikke over det hul!
Ikke at jeg er utaknemmelig, men jeg vil altså gerne se nogle små kaniner. Som i små pudderkvastebag’ede kaninbabyer. Når jeg nu for en gangs skyld har zoom på mit kamera, så jeg kan tage billeder.
I dag skal jeg være flittig og arbejdsom. Men jeg holder øje imens...
søndag den 16. maj 2010
Sol og søndag...
Jeg er bange for, at planteskoler er én af mine få svagheder...! Så efter et kort besøg på et "Car Boot Sale", der efter besøgstallet at dømme må være en af englændernes yndlingsbeskæftigelser, gik turen til den lokale planteskole.
Og jeg kan jo ikke nøjes med at kigge!! Hvor smart er det, når jeg nu VED, at det bliver mig selv, der skal plante det hele? Men bierne bliver glade, for indkøbene bestod blandt andet af en gyvel og flere skabioser. Jeg tror, at bi-bedet er ved at udvikle sig til et større projekt...!
Da jeg kom hjem, brugte jeg en hel del tid på at lokalisere det herboende halemejsepar og deres rede. Og da jeg fandt den, brugte jeg endnu mere tid på at prøve at fotografere fatter og mutter, der pilede ud og ind med mad til ungerne.
Det er ikke HELT nemt at fotografere flyvende halemejser, så det blev mere hale og busk end mejse - men det lykkedes til sidst. Stædighed betaler sig!
En lille tilføjelse: Jeg har lånt min rare mands zoomlinse med herover, så jeg sidder i virkeligheden meget langt væk fra reden. Jeg kunne selvfølgelig ikke drømme om at forstyrre...
mandag den 1. marts 2010
MANDAGSTEMA: Dybde
DYBDE kan være mange ting, men man taler blandt andet om dybde i malerier og fotografier. Man kan opnå dybde i et billede ved brug af lys og skygge og ved at lade nogle ting stå skarpt i forgrunden, mens andre ting gradvist fortoner sig bagud.
Se andre eksempler på mandagstemaet her...
Abonner på:
Opslag (Atom)