En drøm af et dukkehus

En af min fars senere fremstillinger: En lille vægreol til køkkenrulle etc.

Min far skulle have været snedker, for han var utrolig dygtig med sine hænder – men han blev altså bankansat i stedet for. Snedkeriet blev til gengæld en kær hobby, og det nød jeg godt af som barn.

Et par gange om ugen forsvandt min far over på skolen, hvor han kunne få lov til at arbejde i sløjdlokalet uden sin nysgerrige datters indblanding. Og når det var jul eller fødselsdag, fik jeg de mest fantastiske ting forærende. Et dukkeskab med skydedøre, hylder og håndlavede bøjler. En lyseblå dukkeseng med tremmer og hjul. En reol og et skrivebord med linoleumsbelægning. Men det allerfineste - som jeg fortryder bittert, at jeg solgte som teenager - var et dukkehus.

Det var mere end et dukkehus. Det var en lyserød drøm af en moderne villa. En stor étplansvilla med tag, der kunne løftes af. Alle vinduer havde sprosser, og både de og terrassedøren kunne lukkes op. Der var en rigtig brevsprække med klap i hoveddøren; der var blanklakerede trægulve, der var et køkken, som ville have gjort enhver husmor grøn af misundelse. Der var stik placeret langs gulvpanelerne, så husets lamper kunne tilsluttes det batteri, der var gemt diskret af vejen.

Alt var så fint og så gennemtænkt. Og huset var selvfølgelig møbleret med blandt andet små kopier af Wegners armstole, som min mor havde syet smart betræk til. Der var køkkenskabe med rigtige glideskinner til lågerne og bittesmå indfældede håndtag, som en lille barnenegl lige kunne få fat i. Min far må have brugt alverdens tid på at gøre alting så fint, og jeg var fuldstændig betaget.

Det dukkehus var mit yndlingslegetøj i mange år, og senere – som voksen – gik jeg selv i gang med fremstillingen af miniaturestuer, -butikker og -møbler. Men det var til mine bøger, og det er en helt anden historie, som jeg skal fortælle mere om en anden gang...