Da jeg var teenager, besøgte jeg ofte min venindes mormor, der boede i en lille sydsjællandsk landsby. Som ”Københavnertøs” var det som at komme på en rejse tilbage i tiden, for her var alting stadig som i ”de gode gamle dage”.
Jeg elskede at besøge min venindes families dernede, for det var ikke kun mormor, der boede her, men også flere andre familiemedlemmer. Selve byen bestod kun en gammeldags kro, en købmand og en bager – og så smeden, som vi tit besøgte for at se ham smede hestesko eller sko de store heste. Når jeg skulle ringe hjem, skete det fra ”centralen” – et lille beboelseshus på hovedgaden, hvor indehaveren stod for telefonforbindelsen.
Mormor boede i et lille hus ved gadekæret. Her var ingen moderne bekvemmeligheder af nogen slags, og selv om jeg på det tidspunkt havde prøvet lidt af hvert – sådan rent feriehusmæssigt – så havde jeg dog aldrig oplevet et udendørs ”das”. Sådan ét med tønde og låg og hjerte i døren. Og en Guds velsignelse af kæmpestore edderkopper. Argh!
Nå, men man bliver trods alt hærdet, og efter et par dage havde jeg lært,
hvor de store edderkoppebamser sad, og jeg stirrede intenst på dem, mens jeg… ordnede det, jeg skulle ordne. Det værste var, når man skulle besøge det lille hus
efter mørkets frembrud. DET kom jeg aldrig til at vænne mig til.
Mormor var en sej dame; hun kunne sagtens klare sig selv, og hun havde sine meget bestemte meninger om alting. Jeg fik fra begyndelsen at vide, at den, der glemte at lukke døren til spisekammeret, ville blive særdeles upopulær. Jeg forstod snart hvorfor. Da der lå en stor bondegård lige i nærheden, vrimlede det med fluer, og de skulle selvfølgelig holdes væk fra maden.
Jeg kan huske, da jeg ankom allerførste gang – og der blev serveret eftermiddagste med brød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Jeg har ALDRIG – hverken før eller siden - smagt noget så vidunderligt. Men lige som jeg sad dér i den syvende himmel og gumlede, tog mormor sin udtjente fluesmækker og KLASK smækkede en flue lige ved siden af brødet. Og KLASK én til ved siden af sukkerskålen. Og KLASK, KLASK, KLASK… Jeg kan stadig se scenen for mig, hvor mormor fuldstændig upåvirket klaskede fluer til højre og venstre, mens hun drak te og sludrede fornøjet.
Livet på landet var altså lettere rustikt, og det blev ikke mindre rustikt, da det gik op for mig, at den dér tønde inde fra dasset… den skulle altså tømmes med mellemrum. Vi to piger lærte hurtigt at blive totalt usynlige, så snart vi fornemmede, at en tømning var forestående. Jeg havde nu ret dårlig samvittighed, når jeg så den gamle, senede mormor slæbe af sted med fyldt spand – og jeg fandt snart ud af, at indholdet altid havnede nede ved bærbuskene. Gad vide, om det var derfor, hindbærmarmeladen smagte så godt…? ;-)
