Elizabeth Taylors død fik mig til at tænke på min ungdom, hvor jeg var i biografen lige så tit, det kunne lade sig gøre. Elizabeth Taylor var én af mine yndlings skuespillere, og jeg elskede hende allermest i Cleopatra. Hun VAR Cleopatra - men hun var nu også alle de andre roller, hun spillede. En stor skuespillerinde!
Min mor arbejdede i den biograf, der dengang hed Palladium. Og det betød fribilletter til datteren, der ikke var sen til at udnytte muligheden. I de år så jeg stort set alt, hvad der blev vist - undtagen sengekantsfilmene, der ikke interesserede mig stort.... ;-)
Men det blev ikke ved det. Jeg samlede på biografprogrammer; jeg læste bøger om film - og jeg støvsugede biograferne for gode filmoplevelser. Jeg gik i biografen sammen med veninder, med min lige så filminteresserede kusine, med mine forældre - eller bare alene. Enhver pigefødselsdag blev fejret med en biograftur, og en stor del af de udflugter står mejslet i min hukommelse.
Der var dengang, hvor jeg dårligt turde gå hjem fra biografen, fordi jeg havde set "Snehvide og de syv dværge" (jeg var tolv!). Der var dengang, hvor jeg blev meget fornærmet over at blive forment adgang til at se "Easy Rider", fordi man skulle være fyldt seksten (jeg var sytten!) Der var dengang, hvor jeg blev anbragt i VIP logen i Palladium, bare fordi jeg var min mors datter!
Ak ja, det var tider! Jeg holder stadig meget af at gå i biografen, men det sker ikke særligt tit. Tiderne har ændret sig, og film ses først og fremmest i den hjemlige "biograf".
Det er nu ikke HELT det samme!