Jeg er ikke sikker på, at min far fandt det nogen særlig god idé med den telefon, for både min mor og jeg havde det med at tale rigeligt længe. På et tidspunkt blev der stillet et æggeur op, og så fik vi strenge ordrer på at lægge røret, når den udmålte tid var gået...
Jeg kan stadig huske en masse af de gamle telefonnumre, men især min farmors, fordi det var så sjovt: ÆGIR 3100 Ulla. Det var en fælles telefon, som jeg var meget fascineret af, for når man ringede op, skulle man altid først lige høre, om der var andre på linjen. Det var selvfølgelig ikke pænt at lytte med, men man kunne, hvis man ville.
Jeg var ikke så vild med at ringe op fra farmors telefon, for jeg havde altid stærkt på fornemmelsen, at der var tilhørere på. Den slags bekymrer man sig nok ikke så meget om i dag, hvor alle (mange) går rundt og snakker i mobil i det offentlige rum...