Jeg vænner mig aldrig til at sove med et stramt udtrukket tæppe med lagen under, proppet fast og bestemt ned under madrassen. Jeg føler mig som en tætpakket sardin i en dåse, og det første, jeg gør, er at trække det hele op igen. Meget besværligt, men umagen værd.
Og så en ting, som jeg ganske tit er stødt på: Plastikunderlag under lagnet! Af og til opdager man det ikke og vågner først i nattens løb badet i sved. For pokker da! Så op og flå det hele af. Andre gange afslører en høj knitren hurtigt, at der er lagt et tykt lag (rigtig) plastik under.
Selvfølgelig skal man beskytte madrassen, men det kan jo gøres med rullemadras og underlag og alt muligt andet, der ikke gør nattesøvnen til et saunabesøg.
Det værste, jeg endnu har oplevet, var et Bed and Breakfast i Belgien - på vej til England. Vi kom sent dertil på grund af trafikken og var så trætte, at vi bare skulle i seng hurtigst muligt. Min mor var med, og vi havde fået et familieværelse med tre senge, for det var, hvad der var.
Da lyset var slukket, begyndte den første at knirke. Og så den anden. For hver gang én af os bevægede så meget som en muskel, knirkede plastikket under os højlydt - og i hver sin toneart. Vi var for trætte til at stå op og gøre noget ved det. Men ikke for trætte til at få adskillige grineflip, så det var endnu en grund til, at der ikke blev sovet ret meget den nat...
Foto: Scott McLeod