mandag den 30. januar 2012

Et bjerg i tasken


Når man bestiger ét af de skotske bjerge over 915 meter, der også kaldes Munros, siger man, at man "bagger" en Munro. Og så tager man ét ad gangen, indtil man kan prale af at have "gjort" dem alle. Der er vist næsten 300 af dem, hvoraf Ben Nevis er det højeste.

Det er lidt det samme som at komme Himmelbjerget i tasken, men ikke helt... ;-)

Jeg har aldrig besteget nogle af de skotske bjerge, men jeg har skam været helt oppe på toppen af Old Man Coniston i Lake District. Vi boede nemlig lige ved siden af, og fra vores lejede hus havde vi udsigt til den 800 m høje top.

Og en dag begyndte vi at gå opad. Vi fulgte den stenede sti, der blev smallere og smallere og til sidst forsvandt, og selv om det egentlig ikke var hensigten, så blev vi ved med at gå op. Der var det dér med "arj, vi går liiige op til den næste sten...".

Og pludselig var vi der. Helt deroppe hvor alt er tyst og stille, hvor ørne svæver, og hvor der er udsigt over alverden... sådan føles det i hvert fald. Det var et flot syn. Og jeg var lidt stolt.

Men om jeg nogensinde kommer op på alle de skotske Munros og bliver en ægte Munroist - det tvivler jeg nu på...

Foto: Anne Robert