Vi har nu haft vores lille hundeven i halvanden uge. Vi har lært hinanden godt at kende, og vi har erfaret, at vores Gussi er både superkærlig, sød og også lidt fræk. Som en hund gerne må være...
I går købte jeg for første gang et pivedyr til ham. Sådan en lang stofting med ansigt og indbygget "piv".
Gussi tog imod dyret med slet skjult begejstring, hvorefter hans sande rottefængernatur gik op i gear. Jeg vil nødig være gnaver i nærheden af ham (jeg kan godt se, at vi ville have haft stor glæde af Gussi i Hollymount) - for der blev virkelig gået til den!
I løbet af et par timer havde han gennemtygget pivedyret så eftertrykkeligt, at der var gået hul - og da jeg så ham sidde og spytte kapok, måtte jeg tage dyret fra ham. Vi skulle nødig ud i noget med en udpumpning...
Det skal siges til hans ros, at jeg fik lov. Han så olmt på mig - "dyret var jo ikke dødt endnu, vel!" - men lod sig trøste med en godbid i stedet for.
Så sådan bruger man 108 kr. i løbet af ingen tid. Jeg tror, at jeg finder på noget andet legetøj næste gang... :-)
