Nogle af de første blomster i haven er mælkebøtterne, der lyser som små sole nedefra. Jeg bliver så glad, når jeg ser alt det gule - for lyset er velkomment efter en lang vinter, og det gælder uanset om lyset kommer nedefra eller oppefra.
Hver morgen går jeg ud og plukker en håndfuld af de friske mælkebøtteblade, som jeg kommer i vores morgensmoothie sammen med det, jeg ellers har på lager. En god blanding af frugt og grønt fra morgenstunden, og mælkebøtteblade bidrager så fint til det grønne.
For mælkebøtten hører til de urter, som man har brugt i århundreder; det er en kendt helseplante, der blandt andet er god for nyrerne og fordøjelsen. Og hvis man slår plænen med mælkebøtterne i den, eller klipper planten ned efter blomstring, vil der være friske skud sommeren igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar