søndag den 15. maj 2022

To dage i fortiden


Endelig kom autocamperen ud på årets første tur - og det bedste ved den tur var hele to genbesøg i Aarhus' botaniske have og "Den gamle By".

Den ene dag købte vi sandwicher i havens gode café, som vi sad på en bænk og spiste med udsigt til blomstrende buske, og den anden dag fik vi gammeldags mad i Gæstgivergården. Begge dage blev afrundet med eftermiddagskaffe og lækre flødekager i konditoriets have.

Når man har hund, kan man selvfølgelig ikke sidde indenfor, men jeg har været inde og kigge på det fine gamle konditori, der engang lå i Aabenraa. Og jeg nyder synet af butikken udefra, når vi får kaffe og kager serveret i haven lige overfor.

I tankerne bliver jeg ført tilbage til min barndom, hvor vi så mange søndage enten selv havde gæster til eftermiddagskaffe eller besøgte min moster og onkel i Vanløse medbringende flødekager fra bageren i nærheden. 

Det var altid så svært for mig at vælge. Skulle det være en tivolikage, en napoleonskage, en kartoffelkage eller måske et gåsebryst eller en medalje? 

Sjovt nok er det valg ikke blevet meget nemmere med årene... 

2 kommentarer:

Ellen sagde ...

Tænk, jeg troede, at I havde solgt autocamperen til fordel for campingvognen! Og så har den bare stået på standby :-)
Det må være skønt for jer at komme ud i den igen - skal I så snart til England? Vi er i UK nu, og det er næsten 100 % som BC (Before Corona) - nogle (meget) få går med mundbind, og der hænger spritautomater alle vegne, men ellers er alt som før, så vi nyder at være her.

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Vi ER heller ikke nemme at finde ud af ;-) Vi købte en ny autocamper i stedet for campingvognen, som ikke rigtigt var "os". Jeg ville elske at tage til England og håber meget på efteråret, men man ved jo aldrig, hvordan tingene udvikler sig. Rigtig god tur til England; jeg kan godt forstå, at I nyder det!!!!