mandag den 7. juni 2010

En dejlig juni-aften


En mild juni-aften er noget af det bedste, jeg ved. Så bliver den sædvanlige gåtur fyldt med oplevelser, som man gemmer på og husker længe efter. Blandt andet kan jeg stadig huske ganske tydeligt, da jeg var seksten og gik på bare tæer (jeg var vist lidt hippieagtig dengang) langs villahaverne på Frederiksberg, hvor jeg voksede op. Fliserne var lune efter en lang, solrig dag, og aftenluften var fyldt med duften af syrener. Turen kunne slet ikke blive lang nok…

Sådan havde jeg det også i går. Nu går jeg altså ikke på bare tæer længere, men ellers var oplevelsen den samme. Fra alle haverne duftede syrenerne helt eventyrligt, og det var sådan et smukt syn. Nogle haver havde kun én farve træer, mens andre havde hele spektret fra hvidt til mørklilla.

En anden duftoplevelse er den gule duftazalea, som jeg fandt i en enkelt have på vejen. Jeg håber ikke, at beboerne i huset fandt det alt for mærkeligt, at jeg sådan stod og snusede længe til deres busk. Men jeg er nok ikke den eneste…