lørdag den 18. september 2010

Blogleg: Verdens bedste bamse


Gæstebloggeren Annemarie BLOGKVINDER 40+ har opfordret til en blogleg, og sådan en opfordring kan man da ikke sidde overhørig:

Man kan ikke have EN yndlingsbamse – man kan ha’ mange! Det har jeg i hvert fald.

En af dem er Andy Pandy. Opkaldt efter en kendt bamse i barndommens TV og givet til mig af min dejlige onkel Jack, som jeg tidligere har omtalt på bloggen.

Andy Pandy er blevet brugt til mangt og meget i tidens løb, og derfor er han halvskaldet; dog med en enkelt krølle hist og her. Når jeg som barn havde ondt i maven, blev han brugt som varmedunk og åh, hvor det hjalp. Han blev taget med på ferier, og han puttede sig ved siden af min hovedpude hver nat.

Selv om man er blevet ældre, kan man ikke bare sådan slå poten af trofaste bjørne, så Andy ligger stadig (sammen med vennerne) på en stol i soveværelset. Og tænk engang, hver gang min rare mand skal være væk fra mig, så ryger Andy automatisk med i rejsetasken. ;-)