onsdag den 14. september 2011

Hjerneceller i dvale

Jeg tror, at sommerens meget regn har fået mine hjerneceller til at ruste! I hvert fald er der noget, der tyder på det! Jeg ved da GODT, at Steffi Graf er gift med Agassi (jeg har lige skrevet en artikel om Wimbledon), og jeg ved da GODT, at læren om celler hedder cytologi (jeg har læst en masse helsebøger). Til gengæld aner jeg ikke, at Astana er hovedstaden i Kasakhstan, eller hvad planetarisk tåge er. Jo, vi kommer skam vidt omkring i det daglige...

Vi har nemlig genoptaget vores hverdagsritual med quiz til maden (det er sådan nogle rigtig dårlige vaner, man kan have, når man bare er sig selv og ikke behøver at sidde pænt ved bordet). Hver dag tager vi en halv-times dyst med HVEM VED MEST fra svensk TV. Det gør kun sagen lidt værre, at det hele foregår på svensk - her har jeg en klar bagdel, for min rare mand er bornholmer og nærmest født op med svensk TV. (Det er jeg egentlig også, men jeg indrømmer det bare ikke, shhh.....)

Lige nu fører han. Med et par point. Men jeg skal nok komme efter ham, skal jeg. Mine hjerneceller trænger bare til øvelse - og lidt rustfjerner måske... ;-)