Alle TV-udsendelser med kunstskøjteløb blev fulgt, og jeg strøg over i Lindevangsparken, så ofte det kunne lade sig gøre, for her "vandede" man den cementerede boldbane om vinteren, så det blev en skøjtebane. Andre gange tog jeg toget til Islev skøjtehal, hvor jeg kunne løbe i timevis - kun afbrudt af en portion friskbagte æbleskiver.
Da jeg var tyve og boede i Bruxelles, blev jeg inviteret med på skøjtebanen dér, og jeg var selvsikker og overbevist om, at man da aldrig glemte at løbe på skøjter. Jeg så stadig mig selv som en skøjteprinsesse, men den drøm brast hurtigt. Jeg sad på halen på isen det meste af tiden...
I en mere moden alder tog jeg mig pludselig sammen og kastede mig ud i skøjteløberkunsten igen. Jeg meldte mig til nogle undervisningstimer, polstrede mig med adskillige lag tøj og tilbragte mine lørdage på isen. Åh, det var en herlig tid. Selv om jeg var rusten, så var teknikken ikke helt glemt, og højdepunktet kom, da jeg flere gange løb banen rundt i frisk tempo til tonerne af "Søren Banjomus".
Man bliver heldigvis aldrig for gammel til at føle barnlig glæde... :-)