På et tidspunkt af vores liv havde vi
Bed & Breakfast i vores hus. Det var kun et enkelt værelse, og det var egentlig bare et forsøg for at se, hvad vi syntes om det. Umiddelbart kan det godt virke lidt underligt, at man sådan åbner dørene for fremmede mennesker, men jeg havde altid en længere brevveksling med gæsterne, inden de kom, så jeg vidste gerne så nogenlunde, hvad jeg kunne forvente.
Vi havde mange sjove oplevelser og hyggelige stunder sammen med vores gæster. Vi gjorde vores bedste for at opføre os professionelt, men hvis gæsterne selv foreslog det, delte vi gerne en flaske vin med dem på terrassen om aftenen eller gik en tur i den nærliggende park. For de gæster, der kom fra ørkenområderne i Nevada, var sådan en parktur en stor oplevelse.
Sommetider havde vi gæster, der ikke var til at drive ud af huset. Nogle gange havde de et langt rejseprogram bag sig – og måske også foran sig – og de nød at sidde nogle dage i en lænestol med en god bog eller bare slentre rundt i parken. En ældre australier sad og hyggede sig i stuen samtlige fem dage, han var her, for han havde været på en meget lang rundrejse i Tyskland og nægtede simpelt hen at gå så meget som et skridt mere! Jeg kunne godt forstå ham, men havde helt ondt af hans hustru, der måtte tage alene ind til byen…
Man lærer folk at kende på et meget personligt plan, når man har B & B. En af vores gæster var en meget nobel herre, der var perfekt i sin opførsel og påklædning og også en smule reserveret. Men hver gang jeg ordnede badeværelset efter hans besøg, var badeænderne på hylden våde og stillet ”forkert”. Det krævede ikke meget fantasi at forestille sig den nydelige herre i badekarret med rigelige mængder skumbad og tre gule badeænder…
Dette indlæg er samtidig mit bidrag til dagens AFTER SKI tema. Du kan se andre bud på Petunias påskeleg lige her...
