torsdag den 29. december 2011

Mine år som retsskriver


I går skrev jeg om glæden ved en fyldepen - og dermed kom jeg til at tænke på mine år som retsskriver. Først i Helsinge ret, hvor jeg var i vistnok 6 år, og derefter i Københavns Byret.

Jeg ved ikke, hvad man gør nu - men dengang havde computeren ikke holdt sit indtog, og alle forklaringer blev skrevet ned i hånden i store, tykke bøger. Man måtte ikke stenografere, for alle skulle have mulighed for at læse det skrevne senere, så der skulle skrives hurtigt og altså rimeligt læseligt.

Jeg var i strafferetten og overværede et væld af straffesager i de år. Jeg skulle også forberede sagerne og gøre dem klar, og derfor kom jeg uundgåeligt til at se billeder, som jeg stadig husker med uhyggelig tydelighed.

Her er grundlag for adskillige gysere og spændende krimier; men jeg tror ærlig talt, at jeg fik nok af kriminalitet de år. I dag foretrækker jeg at beskæftige mig med de mere lyse sider af livet...

7 kommentarer:

Lillian sagde ...

Jeg har altid troet, at en retsskriver, var sådan en stramtandet "tante" med håret redt stramt tilbage og et gennemborende blik og ikke sådan et sødt, smilende og positivt væsen som dig.

Der kan man bare se! Jeg kan også lære noget :-)

Megan sagde ...

Måske var det netop fordi du fik indblik i den slags, at du i dag vælger de lysere sider af livet? Du kunne jo også have skrevet kriminalromanter! Du må i hvert fald have fået inspiration nok.

Jeg skal tage mig sammen til at komme ud i stormvejret og gå tur med hundene. Ha' en fin dag! :)

Mia Folkmann sagde ...

lilian: Tak, søde Lillian. Men du kender åbenbart ikke min anden side... ti hi :-)

Megan: Ja, det kan meget vel være, at det er derfor, jeg har valgt de lyse sider. Men nu er jeg i bund og grund optimist, så det ligger nu nok meget naturligt... :-)

Rigtig god dag og god tur!

Donald sagde ...

Selv om jeg flirtede med jura studiet i et årstid, så gik jeg ikke i byretten mere end én gang for at se, hvordan det foregik, og jeg har naturligvis ikke set sagsakter eller billeder. Jeg kan alligevel gætte lidt af hvad du har set, for jeg har været mere interesseret i virkelighedens kriminalitet end i fiktionens verden (men iøvrigt er kriminal-film efterhånden blevet lidt mere realistiske i deres regi af billeder).

Jeg går ud fra, at man i dag har retsassistenter, som skriver på en laptop med dæmpede taster (ingen klik!)

Men det er stadig svært at nå at skrive lige så hurtigt, som folk taler. Det er umuligt. Hvad gjorde man dengang, når talestrømmen gik for hurtigt?

Mia Folkmann sagde ...

Donald: Ja, du har nok ret i, at film er ved at blive ret så realistiske... ;-) Det VAR svært at skrive lige så hurtigt, som folk talte - men jeg lærte det. Man skriver meget "langstrakt" og med flydende pen - med meget store bogstaver og med forkortelser, hvor det kan ske uden at hindre forstå.en.

Som det sidste ord viser, så var det noget i den stil. Ellers var det en teknik, jeg lærte dengang (man kom skam "i lære" som retsassistent)... :-)

Madame sagde ...

Det må have været et spændende kapitel i dit liv, selv om jeg næsten kan se billederne, du fortæller om, for mit indre øje. Monsieur er jurist og havde vist en forestilling om et liv som Perry Mason - men han kom på andre tanker og fandt også mere lyse sider af livet.
Klem

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Det VAR vældigt spændende - hvad Perry Mason sikkert også vil give mig ret i - men lige pludselig fik jeg nok. Og foretog et kvantespring ind i en helt anden verden. Det har jeg aldrig fortrudt... :-) Knus