I dag er det min fars fødselsdag! Han døde pludseligt for syv år siden, og jeg savner ham forfærdeligt meget – og selvfølgelig kommer mindet om ham allermest frem på dage som denne. Men i stedet for at være trist gør jeg mit bedste for at tænke på nogle af alle de mange gode ting, han gav mig.
Min far lærte mig aldrig at give op. Ikke tale om! Når jeg som barn kom hjem og klagede min nød over et eller andet, jeg ikke kunne finde ud af – jamen, så måtte jeg jo bare lære det.
Hvis jeg ikke kunne finde ud af regning, så satte vi os ned og terpede, indtil jeg kunne det hele på fingrene. Da jeg ikke kunne finde ud af at hoppe over ”hesten” i gymnastik, krøllede min meget høje far sig sammen og agerede hest på stuegulvet derhjemme. Jeg forsøgte at springe utallige gange, og hver gang fik jeg kommentarer med på vej. ”Længere frem med hænderne”, ”mere tilløb” og den slags. Til sidst kunne jeg! Jeg var stolt som en pave, da jeg ligefrem fik ros i gymnastiktimen.
Min far havde altid tillid til, at jeg kunne klare alt, hvis jeg bare ville. Det er en stor styrke at have fået den ballast med hjemmefra. TAK, søde ”fasse”. Og til lykke med fødselsdagen!
6 kommentarer:
Åh, hvor er det smukt at læse - tillykke med din far! Jeg kender så godt denne følelse på mærkedage, når vores kære afdøde er i tankerne. Din far lyder til at have været af en ganske særlig støbning. Og det, du beskriver, minder mig om min mor, der heller aldrig gav op.
Ha' en dejlig søndag, med P2 i ørerne lige nu :)
Det er rart at tænke på, at vi begge har haft en god støtte (og ikke mindst et godt forbillede) i vores forældre, Madame. Det er en stor hjælp, når man møder modgang... :-)
Jeg kommer til at tænke på et vers i en gammel poesibog, som passer fint på din far:
Mindet lader som ingenting,
men er dog i lønligt kildespring.
Selv har jeg aldrig kendt min far, han var død, fik jeg at vide. Først da min mor døde, fandt jeg ud af, at mine forældre var skilt...
Kære Rimkoger, jeg kendte ikke verset, men du har helt ret - det passer fint til min far.
Din mor har nok ment, at det var mere nådigt at fortælle dig, at din far var død. Måske er det fra ham, du har dine kreative evner ... :-)
Det er da et af de bedste eftermæler, man kan få: At blive husket for noget godt.
Den ballast, man får med sig af nogle dejlige forældre, betyder så usigelig meget, og meget ofte når man ikke at få takket for den, før det er for sent.
Men man kan jo takke på andre måder end med ord - det gør mine søstre og jeg ved at tage os af vores 89-årige far, så han ikke behøver at komme på plejehjem. Specielt min ene søster gør meget - hun og hendes mand bor sammen med ham.
Mon ikke din far sidder i sin himmel og glæder sig over dine tanker?
Jo, det tror jeg helt sikkert, han gør, Ellen. Og du har helt ret i, at man kan takke med andet end ord. Jeg synes, at det er dejligt, at I tager jer af jeres far, for plejehjem er vist sjældent nogen god oplevelse.
Jeg har heldigvis stadig min mor, og vi har meget glæde af hinanden... (Vi har i øvrigt også planer om at bo sammen, når det ellers lader sig gøre at sælge huse igen...:-)
Send en kommentar