I dag er det min fars fødselsdag! Han døde pludseligt for syv år siden, og jeg savner ham forfærdeligt meget – og selvfølgelig kommer mindet om ham allermest frem på dage som denne. Men i stedet for at være trist gør jeg mit bedste for at tænke på nogle af alle de mange gode ting, han gav mig.
Min far lærte mig aldrig at give op. Ikke tale om! Når jeg som barn kom hjem og klagede min nød over et eller andet, jeg ikke kunne finde ud af – jamen, så måtte jeg jo bare lære det.
Hvis jeg ikke kunne finde ud af regning, så satte vi os ned og terpede, indtil jeg kunne det hele på fingrene. Da jeg ikke kunne finde ud af at hoppe over ”hesten” i gymnastik, krøllede min meget høje far sig sammen og agerede hest på stuegulvet derhjemme. Jeg forsøgte at springe utallige gange, og hver gang fik jeg kommentarer med på vej. ”Længere frem med hænderne”, ”mere tilløb” og den slags. Til sidst kunne jeg! Jeg var stolt som en pave, da jeg ligefrem fik ros i gymnastiktimen.
Min far havde altid tillid til, at jeg kunne klare alt, hvis jeg bare ville. Det er en stor styrke at have fået den ballast med hjemmefra. TAK, søde ”fasse”. Og til lykke med fødselsdagen!