Hollymount er et 350 år gammelt bindingsværkshus i den sort/hvide stil, der er kendetegnende for husene i Worcestershire og Herefordshire.
Der var kun en uge til vores ferie, da det engelske udlejningsbureau ringede til os for at meddele, at det hus, vi havde lejet et halvt år tidligere, desværre ikke længere kunne lejes. Jeg husker ikke grunden, men jeg husker tydeligt, at panikken lige så stille bredte sig. Jeg vidste nemlig, at det var ret umuligt at leje et andet hus med så kort varsel – og slet ikke et hus, der lå helt specielt dejligt og for sig selv. Sådan som vi gerne ville have det.
På det tidspunkt i vores liv havde vi en særdeles hektisk hverdag, og vi så frem til vores engelske ferier i månedsvis. Vi trængte til fred og ro. Vi fortjente det! Det syntes vi i hvert fald selv. Så egentlig hørte jeg ikke ret godt efter, da den venlige dame fortsat fortalte om et andet hus, vi kunne leje i stedet for. Det var et hus, de netop havde fået til udlejning, og derfor var det ledigt i vores ferieuger. Det hed Hollymount og var mindst lige så dejligt som det hus, vi skulle have haft, og vi ville bestemt ikke fortryde det. Aaahmm, brummede jeg bare, for den troede jeg slet ikke på.
Men med så kort varsel måtte jeg bare acceptere. Der var ikke rigtigt noget alternativ. Og en uges tid efter landede vi i Heathrow og kørte i vores lejede bil ned ad de små, smalle veje, der efter anvisningen skulle føre til Hollymount. Jeg havde sommerfugle i maven, mens jeg spejdede efter husskiltet. Der lå garanteret en campingplads eller en motorcrossbane eller en larmende nabo lige klods op af huset. Der lå helt sikkert en hund begravet et eller andet sted.
Pludselig fik vi øje på det lille skilt, der næsten var gemt i en tjørn. Vi drejede til venstre og fortsatte op ad en lettere hullet markvej. Jeg kunne se et stort, hvidt hus langt fremme. Og jeg kunne se et andet hus, der lå til højre for det store hus. Ha! Tænkte det nok. Selvfølgelig lå der et andet hus. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt!
Men da vi nærmede os den store, hvide låge for enden af markvejen, opdagede jeg til min lettelse, at det bare var en stor garagebygning. Ingen naboer. Ingen campingplads. Ingen motorcrossbane. Bare en stor, skøn have med blomstrende bede og masser af frugttræer. Omkring haven lå marker med køer og får, og udsigten var fantastisk. Hollymount ligger nemlig højt, og fra huset og haven er der den skønneste udsigt til Malvern Hills og det engelske landskab. Jeg sukkede lettet! Tre uger her var ikke det værste, man kunne tænke sig…
Spændte åbnede vi køkkendøren med den udleverede nøgle og gik på opdagelse. Fra køkkenet kunne man gå ud i det store, hvide conservatory, hvor der både var spise- og siddepladser. Både spisestuen og den hyggelige stue havde kraftige bjælker i loftet og kæmpestore ildsteder. Der var et badeværelse i stueetagen og et lille kontor, og ovenpå var der yderligere to badeværelser og hele fire soveværelser. Der var også en låst dør til et værelse, hvor ejerne havde deres private ejendele.
Mange af væggene ovenpå er skæve og med bindingsværk, for Hollymount er omkring 350 år gammel. Men kærlighed har ingen alder, og vi forelskede os i huset den dag. Vi følte os simpelthen hjemme og nød vores ferie i fulde drag. Det var en nydelse at sidde ude i haven og lytte til fuglesangen, og det var herligt at se de små kaniner drøne rundt og grave huller i græsplænen. Når man lå og slumrede i liggestolen, kunne man pludselig høre en høj gumlen bag hækken – det var en af nabo-køerne, der lige tog sig en bid. Der var ugler og flagermus, der var grønspætter og grå egern. Og der var et væld af insekter, der dovent summede i de mange blomster.
På regnvejrsdage sad vi i havestuen og nød den pragtfulde udsigt, og om aftenen tændte vi op i ildstederne, mens vi legede legen ”hvis nu det var vores hus”. Hvis det var vores hus, ville vi installere brændeovne, for det var nu engang mest praktisk og gav mest varme. Hvis det var vores hus, ville vi få gardiner i loftet i vinterhaven, for der blev godt nok varmt på solskinsdage. Hvis det var vores hus… ville vi nok ikke lave ret meget mere om, for huset var så perfekt som det var.
I de følgende år lejede vi Hollymount igen og igen. Hvert forår genopdagede vi huset og haven og området omkring det. Vi lærte naboerne at kende, og vi begyndte at skrive sammen med ejerne, der ligesom kendte os efterhånden. Vi blev stamkunder i den nærliggende by, Great Malvern, der kan prale med det bedste supermarked med den flotteste udsigt. Og vi fandt ud af, at den lokale pub både var hyggelig og lavede dejlig mad, så det var fristende nemt at slippe for køkkentjansen.
Der gik ni år, før vi fik det brev, som vi inderst inde havde ventet – og gruet for. Kære venner, vi er kede af at meddele, at vi har solgt Hollymount. Vi ved, at I vil blive kede af det… osv. Det var meget trist, men vi vidste, at ejerne var et par ældre mennesker, så det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. Ikke desto mindre var humøret på nulpunktet de næste par dage, indtil telefonen ringede og ejerne glædestrålende fortalte, at de havde fortrudt. De havde ikke solgt Hollymount alligevel. Nu ville de vente et par år eller tre – og nu vi var ved det… var det så muligt, at vi ville købe huset til den tid?
Vi sagde straks ja og begyndte at planlægge. Der var selvfølgelig tid nok, men det er trods alt aldrig for tidligt at lægge planer, når det drejer sig om så stort et skridt. Vi var dog fulde af fortrøstning, indtil vi en månedstid senere fik en e-mail fra ejerne: Nu havde de fundet et hus, de gerne ville købe – ville vi så købe Hollymount NU? Vi tog en dyb indånding. Det var noget af en udfordring, men hvor svært kunne det være at rykke planlægningen 2-3 år frem?
De følgende måneder var lidt af en kamp. Det er ikke nemt som dansker at få et engelsk kreditforeningslån, og det krævede timer i telefonen, kilovis af dokumenter og en god lokal advokat. Vi fandt også ud af, at det at købe hus i England ikke er helt som at købe hus herhjemme. Blandt andet erfarede vi, at vi ville komme til at betale regningen for reparationen af den lokale kirkes tag, hvis uheldet var ude. Det var dog noget, vi kunne forsikre os imod. Og vi ved endnu ikke præcis, hvor mange kvadratmeter Hollymount er, for det er ikke noget, man går så højt op i. Huset er så stort, som det nu engang er.
Imod alle odds lykkedes det faktisk. Drømmen gik heldigvis i opfyldelse, og næste gang vi kørte ned ad markvejen var det med vores egen nøgle i lommen. Og Hollymount står der endnu og ligner helt sig selv. Vi har godt nok installeret brændeovne i ildstederne og sat gardiner op i loftet i vinterhaven, så der ikke bliver så varmt på solskinsdage. Men andet skal der ikke laves om på, for Hollymount er perfekt, som det er. Og vi har stadig flagermus på loftet og kaniner, der graver huller i græsplænen…