Der er mange, der bliver bidt af slægtsforskning, og det er, som tidligere nævnt, også meget oppe i tiden i England. Det er forskning af huses historie også, og jeg har selv en plan om at skrive historien om mit engelske hus. Med 400 år på bagen har det givetvis et og andet at fortælle…
I den forbindelse vil jeg anbefale en bog, som netop handler om denne form for ”slægtsforskning”: HOME – the story of everyone who ever lived in our house af Julie Myerson. Jeg læste den for nogle år siden, og det var en af de bøger, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Myersons hus ligger i London, og før hende har det været beboet af 18 forskellige familier. Vi følger forfatteren rundt på biblioteker, museer og arkiver, mens hun leger detektiv og forsker i husets historie, og vi får et indtryk af de mange forskellige mennesker, der alle på en eller anden måde er forbundne af det sted, de har boet.
Et hus er nemlig ikke bare en samling mursten og nogle vinduer – det er et sted, hvor mennesker lever og minder samles. Og det er det, der gør historien om ”vores hus” så fascinerende.
10 kommentarer:
Det synes jeg er rigtig spændende, og jeg kunne sagtens finde på at læse Julie Myersons bog. Faktisk har jeg engang læst en meget spændende roman, der var opbygget på den måde. Jeg kan ikke huske, hvad den hed, men den foregik i England og begyndte i renæssancen og sluttede i det 20. århundredes første halvdel.
Det lyder som en spændende bog, Mia. Den vil jeg se, om jeg kan få fat i en dag.
:-D
Jeg kan godt følge hus-fascinationen. Selv om vores hus kun er fra 1966, og vi kun er den tredje familie, der bor i det, synes jeg, det er interessant at høre om de tidligere ejere.
Heldigvis har alle vores naboer boet her siden 1966 (hvor kvarteret opstod), og de er en rig kilde til information. Vi har sågar også set billeder af vores hus, billeder taget i 1967, og mødt en af de første beboere her.
Ting med en historie er nu det bedste. Synes jeg ;-).
Det kan jeg helt klart følge, og den bog skal der investeres i. Jeg kunne jo lige checke, om du har den til salg...
Den ville givetvis også interessere mine englændere, så det er et oplagt gaveide.
Det må være noget af et arbejde - den research er ikke lige noget, man klarer på et par måneder, vil jeg tro.
Charlotte og Tims 'The Malt House' må det være muligt at finde noget historie på, for det har været - yes, et malttørreri, såmænd... Hvilket vil sige, at der har været drevet en form for erhverv engang, så mon ikke der er registreret noget et eller andet sted, som ville kunne bruges?
Jeg får helt lyst til at gå i gang:-)
Rasmine: Det lyder da også til at være en spændende bog, den du kender. Hvis du finder ud af, hvad den hedder, må du godt fortælle mig det.... :-)
queserasera: Den er meget underholdende - men nu er jeg også ret vild med den slags historier... :-)
Bente: Jeg er helt enig i, at ting med historie er bedst... Jeg tror aldrig, at jeg kunne finde mig til rette i et helt nyt, moderne hus... :-)
Ellen: Nej, den har jeg nu ikke i min egen butik. Jeg har slet ikke skønlitteratur (et eller andet sted skal jeg jo trække grænsen... :-) )
Ja, jeg er ret sikker på, at der må være registreret en masse. Det kunne være vældig sjovt at høre den historie også. Jeg ved bl.a. om vores hus, at det engang var en stald. Senere blev et et dower house, altså en slags aftægtsbolig for moderen til familien på herresædet lige i nærheden. Senere igen blev det indrettet til to familier med to ildsteder i hver ende af huset. Og så har der boet en "hestehvisker" - en sigøjner, der kunne "tale" med heste. Og så går der i øvrigt en romervej lige forbi huset på vores mark - og huset hed i øvrigt ikke Hollymount oprindeligt - men HOLY mount. Ahhh, der er meget at grave i - det bliver bare så SJOVT!! Skal vi ikke bare gå i gang, Ellen!!!!? Vi kunne jo hjælpe hinanden med tips og den slags... :-) (Hvornår er det lige vi går på pension?? Det kræver TID dette her!!)
Haha - ja, det kræver vist meget tid, men du er da allerede nået et godt stykke vej.
Jeg ved ikke med dig, men den optimistiske Ellen tror på om tre år. Den pessimistiske (og måske praktiske) del af mig siger, at jeg er nødt til at blive ved, til jeg er 62.
Hvis ellers Charlotte og Tim har fået råd til at indrette 'The Granny Flat', så burde vi få masser af tid i England.
Og... med alderen på de to huse, vi taler om, taget i betragtning, så er det måske også lidt ligegyldigt, om vi kommer i gang om tre eller fem år...
Men et samarbejde lyder absolut forjættende :-)
Godt, lad os satse på det. Både det med Granny Flat'en og samarbejdet... ;-) Glæder mig!!
Send en kommentar