lørdag den 8. maj 2010

Køkkenhjælp


Jeg har et blandet forhold til køkkenmaskiner. Jeg kan se dem i en butik eller læse om dem og blive vældig betaget og fristet til at købe, men jeg bliver nu tit skuffet. For mens nogle af dem virkelig ER en stor hjælp, er andre bare besværlige.

Da min rare mand i sin tid var ansat på reklamebureauer, var det kutyme at få en eller anden form for køkkenmaskine i julegave. Det betød, at vi i løbet af nogle år var veludstyrede med æggekogere, elektriske vaffeljern, æbleskivebagere, sandwichristere og hvad ved jeg. Tanken var jo fin nok, men vi brugte aldrig den slags, så de stod bare og samlede støv.

Der er enkelte undtagelser. Jeg elsker min Kenwood køkkenmaskine, der er en ørn til at ælte, og som jeg har haft, siden jeg var i tyverne (det var mit allerførste køkkenmaskine-køb som næsten-nygift, så det er helt nostalgisk). Man kan så spekulere på, om den holder endnu, fordi den er holdbar – eller fordi jeg bruger den så lidt…?! :-)

De andre undtagelser er min citruspresser, som jeg bruger flittigt, og - allervigtigst - min saftcentrifuge. Jeg har slidt adskillige op, og på et tidspunkt tog jeg en dyb indånding og pungede ud i håb om, at dette her var et køb, der ikke skuffede.

Det gjorde det IKKE. Min kæmpestore Kenwood super-saftcentrifuge er en rigtig arbejdshest, og den laver saft af hvad som helst. Og så har den den store fordel, at man ikke behøver at skære frugt og grønt i bittesmå stykker, for den tygger gladelig på store gulerødder og halve æbler.

At den så er ret nem at gøre ren, betyder også, at man virkelig FÅR det daglige glas grønsagsjuice, som man har så godt af. Kan varmt anbefales!