Jeg er sørme blevet glad for min rare mands motionscykel. Den har jeg ellers kun haft hån til overs for, men jeg tager det i mig igen! Jeg har altid cyklet – er faktisk vokset op i en familie med cykler og ingen bil – og i min verden var en motionscykel kun en ringe erstatning for den ”ægte vare”. Hvorfor i alverden cykle nede i kælderen, når man kunne køre gennem skove og høre fuglesang, mens man fik røde kinder af den friske luft og masser af vind i håret?Men siden jeg skvattede ned af trappen for et par år siden, har mit haleben forhindret mig i at cykle. Endda i så høj grad, at jeg solgte min røde racercykel, fordi jeg var overbevist om, at DEN kom jeg aldrig til at bruge igen.
Nu fik jeg så anledning til at prøve mig forsigtigt frem med motionscyklen. Efter en kort instruktion, indstilling af højden og en tyk pude at sidde på gik det faktisk fint. De første dage var jeg nærmest død efter tre kilometer, men det går fremad.
Og nu er jeg så begyndt at cykle inden morgenmaden og mens jeg ser TV. Jeg har en masse dokumentarprogrammer på video, og dem tygger jeg mig igennem, mens benene hjuler og pulsen stiger.
I dag røg der 6 kilometer nærmest uden jeg opdagede det, og jeg kan mærke, at det hjælper på "dellerne".
Hov, hvor blev de af? :-)