Det er stadig varmt nok til at sidde udenfor og skrive; der er nogenlunde læ på terrassen, og hvis det regner, søger jeg bare ind under markisen. Men der er helt sikkert efterår i luften, for rønnebærrenes blade er ved at gulne, og de første æbler er ved at rødme. Bare de kan holde sig fast, indtil de bliver spiselige...
Fuglene svirrer omkring mig, og solsortepigen er nu så frygtløs, at hun bare skælder ud på Puskis, hvis hun ligger i vejen. Jeg ved nu ikke, hvor klogt det er, for den ene dag fandt jeg fjer på tæppet i stuen… det var godt nok skovspurvefjer, men alligevel... Hmmm…
Og lige pludselig bliver man vidne til et af hverdagens dramaer. Alle skovspurvene flyver febrilske op om ørerne på mig, for spurvehøgen slog ned. Det er en hun, og hun sad lige her ved siden af mig. Der var ikke held med jagten denne gang – men det er der ofte, for hun er en dygtig jæger og en hel del bedre end Puskis.
Godt, at der er skovspurve nok at tage af…