I dag har vi fotograferet billeder til magasinerne hele dagen. Det tager altid frygtelig lang tid, for motivet bliver taget om og om og om igen, indtil vi er helt tilfredse.
I frokostpausen satte vi os udenfor med maden. Min rare mand havde smurt et par kartoffelmadder, som han elsker, og mens vi spiste, kiggede vi på egernfamilien. De røde lyn havde travlt med foderbeholderen, som de nu alle er ret ferme til (nå ja, så nogenlunde da), men til gengæld skændes de bravt om adgangsforholdene.
Pludselig kiggede det ene egern intenst på os. Det hoppede ned på havebordet foran os og gik længe frem og tilbage på det, mens det lurede. Så gik det lidt ned på fliserne og iagttog os fra den vinkel.
Puskis lå i den ene stol og stirrede stift på det lille pelsdyr, for magen til frækhed….!
Pludselig hoppede egernet op på vores lille frokostbord og trak den sidste – levnede – rugbrødsmad væk fra kartoflerne. Og så stak den af med munden fuld af mad. Op i rønnebærtræet, hvor det halve stykke rugbrød med skrabet smør kunne nydes i fred.
Man må sige, at de egern tager sig nogle friheder…