Vi må ikke glemme...

I går sad jeg og arbejdede, mens min rare mand så en film om Rudyard Kipling. Jeg havde læst om den og set traileren og vidste, at jeg slet ikke kunne klare at se den. Jeg bliver altid dybt berørt og grebet i en grad, der grænser til det pinlige.

Men alligevel vil jeg nævne filmen her, for den er så bestemt værd at se. Den er baseret på virkelige hændelser - på Kiplings eget liv - og jeg har fået min egen private gæsteskribent til at skrive kort om den:

My boy Jack handler kort fortalt om forfatteren Rudyard Kiplings søn John, som efter en meget kort uddannelse på Sandhurst - den engelske officersskole - sendes til fronten i Frankrig under 1. verdenskrig. Filmen er gribende og skuespillet så godt, at det hele bliver meget virkeligt. Selv på en laptop, med høretelefoner og en kop te ved siden af.

Dette er en film, som man ikke med glæde kan fortælle andre om, at man har set. Den er ikke anbefalelsesværdig, fordi den god. Egentlig vil man helst glemme, at man har set den. Og alligevel sad jeg dér og græd som pisket.

For sådan en film får tankerne til at løbe løbsk. Det kunne jo have været mig, min familie, det kunne jo have været vores tid...

Det kræver kun en smule fantasi. Fantasi til at se virkeligheden og forstå det komplekse sammentræf, at jeg er lige her - lige nu. Tryg og heldig.

Og vi må aldrig glemme dem, som ikke var så heldige...