onsdag den 30. marts 2011

Mad som vor mor lavede den...

Foto: Fedor Kondratenko

Da jeg boede i Belgien, blev jeg på et tidspunkt inviteret ud og spise på en meget speciel restaurant. Det var nemlig slet ikke nogen restaurant i traditionel forstand; det var et ganske almindeligt hus ude på landet.

Inde i huset havde husmoderen indrettet en lille hyggelig stue med tre små borde, der alle havde fine duge og blomster i vaser. Alt var rent og pænt, men det var tydeligvis et privat hjem. Farmand tøffede rundt udenfor og passede sit; det var en søndag eftermiddag, så det hele foregik i et dejligt afslappet tempo.

Vi fik plads ved det sidste ledige bord, og mens vi nød et glas af den lokale rødvin, puslede husmoderen i køkkenet. De mest vidunderlige dufte bredte sig, mens søndagsmiddagen blev rettet an og serveret - og det var noget af det bedste, jeg har smagt.

Den slags initiativer og hjemlige virksomheder har jeg ofte fundet i udlandet - både i Belgien og i England - og hver gang har det været en utrolig positiv oplevelse. Hvor ville jeg ønske, at man kunne finde lignende steder i Danmark, men jeg har en lumsk mistanke om, at vi har alt for mange love og regler, der effektivt sætter en stopper for den slags...