lørdag den 9. april 2011
Sol over Svaneke
På grund af mange færgeaflysninger rykkede vi hjemturen - og blev belønnet med en aldeles vidunderlig, solfyldt dag i Svaneke. De gamle huse gav læ for vinden, og det var en nydelse at gå i hyggelige gader og se havet glitre i baggrunden.
I dag var det så klart, at man kunne se helt til Christiansø, og det er ellers ikke et syn, jeg har oplevet ret tit herovre. Vi handlede lidt i den gamle købmandshandel, hvor man stadig pakker ind i brunt papir med snor og i øvrigt fortrinsvis sælger øens delikatesser.
Vi så også, at maleren Oluf Høsts fødested var til salg: Et hyggeligt gult bindingsværkshus med gammel have og havudsigt fra køkkenet. Ikke det værste sted at tage opvasken...


