Fjedrede venner

Modelfoto

Jeg har altid elsket dyr, men da jeg var barn, måtte vi kun holde fugle i vores lejlighed, så vi fik en undulat. En smuk blå fyr, der blev kaldt MIK. Han blev meget tam, drønede rundt som en jetjager mellem værelserne og elskede at hviske ”sweet nothings” i vores ører, så man fik gåsehud helt ned i tæerne.

Sådan gik det fint et par år, indtil mine forældre syntes, at han skulle have sig en kone. De købte en barmfager hun, Bibi, og Mik var begejstret! Det var Bibi ikke! Hun kylede ham ned i bunden, hvor han kunne hygge sig med sit spejl, og selv om hun blev tam, så kunne hun ikke fordrage, at man stak fingeren ind mellem tremmerne til hende. Hun bed noget så læsterligt, og jeg lærte mine første bandeord (Av for Sa…).

Men selv om Mik blev holdt på afstand, så lykkedes det dem alligevel at producere afkom i form af tre små unger, to hunner og en han. Mik var begejstret! Det var Bibi ikke. Hun kylede ham ned på bunden, hvor han kunne hygge sig med sit spejl, mens hun tog sig af ungerne - men det tog Mik nu i stiv vinge. Han var jo også vant til at være dernede…

Trille var en hvid han, Bølle og Perle to lyseblå piger. Bølle fik noget spænding i tilværelsen, da det lykkedes hende at snige sig ud mellem tremmerne et ubevogtet øjeblik og flyve en tur rundt på Frederiksberg. Heldigvis kom hun hurtigt hjem igen ved hjælp af en rar nabo.

Resten af familien levede i nogenlunde fred og fordragelighed til en høj alder. Selv som pensionist fløj Mik rundt som jetjager i værelserne, men alderen mildnede desværre ikke Bibi nævneværdigt.

Morale:
1. Det er nok ikke så tosset at være ungkarl.
2. Hvis der er noget, der ikke passer dig, så bid fra dig.