mandag den 6. februar 2012
Butiksliv
I disse udsalgstider kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor svært det må være at være butik. Det er meget godt, at vi kan spare penge, når vi handler, men det kan de handlende ikke leve af. Det kan også være, at vi elsker at gå i butikker og kigge, men det kan de handlende heller ikke leve af.
Hvis vi kun handler, når der er udsalg, så lukker butikkerne. Hvis vi slet ikke handler, så lukker butikkerne også. I stedet får vi byer med banker, revisionskontorer og ejendomshandlere. Ikke at der er noget i vejen med dem, men særlige festlige at se på er de da ikke...!
Personligt undgår jeg helst de store butikscentre, fordi jeg synes de er ens og frygteligt kedelige. Jeg foretrækker langt at tage på bytur og besøge små, hyggelige specialbutikker, der ved, hvad de har med at gøre og rent faktisk er i besiddelse af en vis kendskab til varen.
På den måde bliver indkøb en nydelse og ikke bare noget, der skal overstås. Jeg har også meget svært ved at se fornøjelsen ved at handle hermetisk indpakket ost, kød, grønt, kaffe, vin og hvad det nu ellers er i et supermarked. Jeg vil snuse, kigge, nyde, smage, snakke, og jeg elsker at gå fra butik til butik og købe lige præcis det, jeg holder allermest af.
Om det er dyrere? Det behøver det slet ikke at være, men ellers er det da bedre at købe lidt, men godt.
Om det tager længere tid? Ja, heldigvis. For hvad er det egentlig, vi skal nå? Handler livet ikke om at dyrke de gode ting?
Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering. Men én ting er sikkert: Så længe vi kun støtter de store og ikke de små - støtter vi ensrettetheden og ikke individualismen.
