I disse tider kan man ikke være for forsigtig med sine penge. Men det er nu ikke noget nyt, og det får mig til at tænke på en lille episode...
Vi har været selvstændige i mange år efterhånden, og på et tidspunkt arbejdede vi sammen med en konsulent, der havde én af Danmarks store virksomheder som kunde. En opgave fra denne virksomhed lød på en reklamefilm, som havde et "pænt" budget på flere hundrede tusinde. Min rare mand skulle stå for oplægget og alt det kreative - og konsulenten skulle stå for det praktiske og pengesagerne.
Da det økonomiske grundlag skulle på plads, blev vi opfordret til - sammen med konsulenten - at lægge pengene ud for produktionen etc. Det kunne vi så tjene en god sjat på, men der var i vores øjne en stor risiko, så det havde vi bestemt ikke lyst til.
Konsulenten prøvede ihærdigt at overbevise os om det forjættende ved de hurtigt tjente penge. Herregud, pengene var da aldeles sikre; vi var godt tossede, hvis vi ikke greb chancen. Et så velkendt dansk firma, der endda havde en VEJ opkaldt efter sig, gik bare ikke ned...
Det endte med, at konsulenten selv lagde alle pengene ud for produktionen - og et par uger efter indgav det stensikre danske firma med egen vej konkursbegæring. Konsulenten så vist aldrig sine penge...
Morale: Lyt aldrig til løfter om guld og grønne skove. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det sikkert også... ;-)
Foto: Sin amigos
9 kommentarer:
Man skal stole på sin gode mavefornemmelse. Godt I gjorde det! ;)
Når det er sagt, så synes jeg jo ikke at man altid skal være så forsigtig med sine penge. De skal ud og flyde, arbejde og udveksles. Men alting med måde! Godt I kendte jeres besøgstid og sundt for forretningen!
Ha' en fin dag på Miavej! :)
Megan: Jeg er helt enig. Penge skal arbejde, men samtidig er lidt sund skepsis på sin plads. Især når det drejer sig om "hurtigt" tjente penge...;-)
Uha, sikke en historie! Det var vel nok godt, I ikke hoppede på den limpind - den var også næsten for god til at kunne være sand.
Madame: Det var nemlig lige præcis dét, den var... ;-)
Ha ha, skægt argument for soliditet ... Godt I ikke hoppede på den!
Fruen i Midten: Det var jeg også glad for, kan du tro... ;-)
Sikke en gyser. Konsulenten må jo selv ha' troet på den, siden han løb risikoen. Så hellere passe på og undvære sit navn på et vejskilt.
God weekend til dig..
Pyha en grumme historie - godt I tænkte rationelt :)
Susanne: Ja, han troede selvfølgelig på den. Vi er bare naturligt skeptiske... ;-)
Heart Design: Det er jeg også glad for. ;-)
Send en kommentar