Jeg bliver med mellemrum mindet om, at planter er nogle seje størrelser, der gerne gør, hvad der passer dem. Her har jeg plantet forskellige pebermynteplanter, som jeg med stort besvær gravede ned i potter, så de ikke bredte sig for meget. Og nu her et par år efter - ja, så har de alligevel bredt sig lysteligt ud over alle grænser og videre ud i græsplænen.
Ikke at det er det store problem. I græsplænen må de så finde sig i at blive slået, og ellers kan jeg jo trække dem op, hvor jeg ikke lige vil have dem. Og pebermynte er sådan en skøn plante på mange måder. Lidt urtete med pebermynteblade er godt for maver, og bierne er vilde med de blomster, der inden længe dukker op.
Og sidst, men ikke mindst: Jeg forstår deres frihedstrang. Der er heller ingen, der skal fortælle mig, hvor jeg skal være... ;-)