Kender du det?

Sommetider går tiden i stå, og det føles, som om man var barn igen. Roen falder som en lun dyne omkring én, og lige pludselig er der intet, der er særligt vigtigt. Man falder i staver og ser på myrerne, der kravler mellem fliserne, eller på en havmåge, der har fanget en fisk. Lige pludselig lægger man mærke til, at mælkebøtterne i vejkanten er aldeles fascinerende i deres opbygning, og at græsset har så mange nuancer af grøn.

Det er en underlig følelse, men en dejlig følelse – et pauseland, hvor jeg tit bevægede mig som barn. Måske skyldes det min drømmende natur, men jeg tror nu snarere, at det er en ret almindelig tilstand, som vi bare alt for sjældent giver os lov til at være i.

Lige som med så meget andet har hjernen behov for ro. Af og til skal der tømmes ud for tanker og bekymringer, og denne næsten meditative tilstand virker utroligt tiltrækkende på mig lige nu. Jeg ved godt hvorfor. Der har været alt for meget uro den seneste tid, og det er lige præcis denne skønne uvirksomhed, jeg har behov for.

Den skal nok komme. Jeg kan mærke, at den sniger sig langsomt ind på mig, men der er et stykke vej endnu. Indtil da må jeg bare glæde mig til stilstanden...